Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Ad. Hansen: Engelske Sonetter indtil Milton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fantasifulde Poesi, han raadede over, flydende let hen som en klar
Strøm. Den er ikke stærkt lidenskabsbevæget, har dog af og til
et — ikke altid frisk — Stænk af Sanselighed. Tonen er
cheva-leresk, undertiden en Kende kedelig ved det stærke Udtryk af
Underlegenhed overfor den Elskede. Med al den smukke Poesi i
de Spenserske Sonetter og deres rene, klare Sprog have de stundum
over sig noget konventionelt, baade i Følelse og i Udtryk.
Imidlertid bære de dog gennemgaaende den personlige Følelses Præg,
og et svagt, omridsagtigt Billede tegner sig gennem dem af den
Elskedes blonde, ranke Skikkelse med den stolte Holdning og det
bly, maaske lidt knibske Væsen.
Over Daniel, Drayton, William Alexander og andre naa vi
med Drummonds vel formede Sonetter omtrent Afslutningen af
den egentlige Renæssances Sonet-Poesi.
Derefter optages Sonet-Formen atter af Milton, i hvis Haand
den skifter Karakter. De fleste af Miltons nitten engelske Sonetter
(ti han har, formodentlig da han i Tredive-Aars Alderen var paa
Rejse i Italien, ogsaa forsøgt sig i italienske) ere skrevne efler 1640,
efter den Tid, da den politiske Kamp mellem Folk og Konge
begyndte, og efter at den Aand havde brudt sig Vej, som gav de
følgende Tider et ganske anderledes ensidig tungt og dystert Præg
end de foregaaende. Af denne Tid og Aand er der Spor selv i
disse Miltonske Smaadigte. De adskille sig allerede deri fra de
tidligere Sonetter, at Æmnet ikke er erotisk. De ere
gennem-trængte af puritansk Resignation, af sekterisk Lidenskab, af
selvsikker og ubøjelig Tro paa hans Sag og hans Ret, og over næsten
dem alle er der den rolige og faste Højhed, der er Miltons
Digtning egen. Naar det attende Aarhundredes Kritiker Samuel
Johnson karakteristisk nok om disse Sonetter erklærede, at „om
de bedste kan det kun siges, at de ikke ere slette’, saa vil en
moderne Læser næppe give ham Ret; hellere vil han med Wordsworth
sige, at Sonetten i Miltons Haand blev som en Basun, hvorpaa
han blæste sine sjælsgribende Toner1).
Efter Miltons Tid var Sonetformen, paa ganske spredte
Undtagelser nær, ubenyttet i en halvandet hundrede Aar, i hele
den Periode, der beherskes af Navnene Dryden og Pope, indtil
’) In his hånd
The thing became a trumpet, tchence he blew
Soul-animating strains — alas, too fetc!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
