Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Vald. Vedel: Norsk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trøst. — Men denne Udvikling foregaar igennem et Mylr af
Betragtninger, Indfald, Referater af Samtaler, Humørudgydelser,
og i disse faar Forfatteren sagt en hel Mængde om alt muligt:
om Venskab og om Turistliv, om Literater og om Udviklingstro,
om Forholdet mellem Mand og Kvinde og om Livets og Dødens Kaar.
Det meste heraf er ikke videre reelt eller frugtbart; det er
korte Ideer, der ikke føre nogensteds hen, og minder mest om en
uskolet Fægters vilde Stød, der kun i Øjeblikket kan forbløffe.
Men alle disse Tankestumper eller Tankeforklædninger udspringe
af en behagelig intellektuel Frihed og Oprømthed og fremkalde
en saadan hos Læseren. Det er en ørkesløs og rebelsk
Sindsstemning, som er oplagt til at rydde lidt om mellem de aandelige
Rubriker og sikkert stoler paa én Ting: at det gælder om at skære
kækt igennem og prøve sig for med nye Synspunkter. Ideerne skære
ogsaa virkelig ofte igennem med uforknyt og forfriskende sund
Sans — om de end ogsaa mangen Gang plumphændet skræller
altfor meget væk; og paa deres løsslupne Omstrejfen hitte de en
Vrimmel af lykkelige Indfald, Sammenstillinger og Billeder, af
vittige Paradokser og friske Kynismer, — som imidlertid i Længden
virke noget trættende i deres spredte Goldhed.
Men Bogens poetiske Storhed ligger heller ikke saa meget
heri, som i det intensive Sindsbevægelsesliv, hvoraf den
overfrodige Vegetation af Tanker vokser frem. Ingen, som har Øre
for menneskelig Lidelse, kan lukke det for den Sjælsgæring og
det Sjælsoprør, som giver sig Mæle i denne Bog. Her taler
virkelig en Sjæl, der er stedet i Vaande.
„Jeg er en Tone, en enkelt, fattig Melodi, der forlanger,
forlanger at harmoniseres’ hedder det straks i Begyndelsen. Det
er just denne Forlangen, som er Bogens Ungdom og Patos. Der
skriger i den et saadant Nødraab efter Lykken, som kun den skriger,
der føler, at stærke levedygtige Muligheder er ved at dræbes i sig.
Derfor har Savnet denne Brænden og Sviden i sig, som det kun
har, hvor der ætses i levende Kød. Hvor er vi langt her fra det
bløde Savn, som man vegt og træt hyller sig i! Her ses Savnet
som selve Livets inderste Kærne. „Savnet, Savnet — det er den
Glød, som tærer og tærer og under dette omgiver sig med et
Morildsskær; dette Morildsskær kalde vi Livet’. For en saadan —
ja! man har Ret til at kalde den: titanisk — Natur synes moderne
Velfærdsteoriers Tilfredshedsideal flovt og tomt; kun i Savnet
føler den sit Liv i al dets Styrke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
