Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
Der blev igen spillet et Par Tragedier: Uagbarth og Signe
paa det kgl. Teater, Grillparzers Sappho (samt Heyses Lucrezia)
paa Dagmarteatret. Indtrykket var det samme som ved alle den
sidste Menneskealders Tragedie-Opførelser. Man hverken hørte eller
saa noget af de karakteristiske smaa Tegn, hvorigennem et
Teaterpublikum røber, at det er betaget. Endog Klappet lød tomt,
„anerkendende", eller undertiden hult demonstrativt, som en slet
skolet Klakkes. Stykkernes Lidenskabelighed smittede ingen.
Publikum følte ikke mere, nej det følte langt mindre, end det
vilde have følt ved Opførelsen af et halvvejs idyllisk Sangspil
som „Æventyr paa Fodrejsen", end sige ved Opførelsen af en
modernt alvorlig Komedie som f. Eks. „Tordenvejr" og „Et
Dukkehjem*.
Saaledes faar Gang efter Gang de Uret, der vil forcere et
Tragedie-Repertoire frem. De lover os blaa Vidundere; men alt
det vidunderlige, der sker, er, at vi bliver narret for æstetisk
Nydelse. Ovenpaa saa mange Forsøg, og med Teatrenes bedste
Kræfter, tør man paastaa, at for Tiden kan neppe en eneste
Tragedie gives her hjemme med sømmeligt Udbytte for Tilskuerne.
Naturligvis vil der en Gang komme en Renæssance, en delvis
Renæssance, for nogle af de gamle og gammeldags Tragedier. Men
Renæssance-Perioder lader sig ikke fremkunstle og ikke fremtvinge.
Selv i Øhlenschlægers Dramer er allerede adskilligt
redningsløst forældet. Øhlenschlæger var nemlig hverken saa national eller
saa sundt naturlig, som man gærne har villet gøre ham til.
Hos den nærmest forudgaaende og den samtidige tyske Literatur
ikke alene lærte han (hvad der altid er godt!) en Del Kunstmidler,
nej han laante ogsaa (hvad der altid er slet!) en Del Figurer eller
„Typer". Et af hans værste Laan var hans Ingenue-Knøse
(vanartede Efterkommere af Georg i Göethes „Götz"). Det er en Art
levende Mands-Rustninger med Pattebørn inden i, tapre Krigskarle,
der har Tankegang og Væsen som en 10 Aars Dreng, nej som en
10 Aars Tøs. I Hagbarth og Signe repræsenterer Alger Typen.
Alger er en ung Kongesøn, som gaar i Tvekamp med og hverken
dræbes eller saares af en af Norges Stærkoddere. En vældig Helt,
maa man tro! Men da denne vældige Helt har faaet nyt Harnisk
paa, leger han først „Buh!" med sin ældre Broder; og af Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
