- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 9 (1892) /
232

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

over sine Vaaben „hopper* han dernæst (som Sceneanvisningen
lyder i Stykkets 1. Udgave) og slaar paa sit Skjold og synger. Hvad
giver man for en staalklædt Kæmpe, der „hopper* som en fornøjet
Skolepige? Synes ikke selve Duft-Vaudevillernes vandkæmmede
Barnlighed naturlig i Sammenligning med en saa forloren
Knøse-Tøsethed? Og Tøsetheden stikker ham, vel at mærke, ikke blot i
Manererne, den sidder ham i Blodet. Hans umulige Barnagtighed
hører med til Stykkets Økonomi, meget af Stykket er bygget over
den. Blandt andet betinger den, at Signe (4. Akts 2. Scene) kan
velsigne ham, som hun gør, — rettet til en virkelig „voksen*
Broder vilde hin Velsignelse lyde utaalelig skabagtig! og den
forklarer hele Algers skoledrengeagtige Lydighed overfor Moderen.
Signes Farvel lod sig unægtelig stryge; men paa
Underkastelses-Forholdet til Moderen beror Handlingens Tragik.

Alger-Typen hører til de literære Mode-Forvildelser, og de har
nødvendigvis alle et kortvarigt Liv. En flygtig Stund charmerer
de Publikum; saa dør de og bundfældes. Skuespilkunsten kan
aldrig genopvække dem. Saa selv om det Drama, hvori de findes,
forøvrig bringes flot af en Renæssance-Bølge, bliver de liggende,
som Lig i Lasten.

Men naar endda Hovedpersonferne i et gammelt Skuespil kan
udføres godt, saa maa det gaa, som det vil, med baade Bipersoner og
en Del af Stykkets Mening. Det gælder her altid om at nøjes med
det mulige, med det næst bedste. — Hvordan har det sig da med
Hovedpersonerne i Hagbarth og Signe? Kan de spilles for Tiden?

Signe-Figuren (varieret i omtrent alle Øhlenschlægers
Tragedier!) skæmmes af en styg Plet. Trofast og støt, som fulgte
det af sig selv, vil hun gaa med Hagbarth i Døden; Baalets Luer,
tilføjer hun sværmerisk, skal hvirvle deres forenede Sjæle op til den
evige Kærligheds Himmel. „Nej, Signe, du maa ikke dø!*
udbryder Hagbarth bevæget, men halvt paa Skrømt. Hvorpaa
hun svarer — først dette platte: aa Du, jeg vilde alligevel ingen
Fornøjelse have af at leve! — men dernæst det modbydelig
frivole: at hun vil dø i Skønhed, for Opsigtens Skyld. „Vor
Henfart skal straale, den skal erindres længe!* Man skulde
tro, man hørte en Hedda Gabler pludselig. Imidlertid — den
Plet kan fjærnes, og den bør fjæmes1). Saa bliver Signe helt ud:

’i Lige saadan bør Stykkets Slutning forandres. Den stolte og grumme
Dronning Bera gør sig med ét formelig til af, at hun har drevet Signe (og
Hagbarth) i Døden. Og deri skal Publikum give hende Ret! ... Hendes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1892/0240.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free