Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en stille, blid, vemodig ung Kvinde med et tilforladeligt, værdigt
og sværmerisk Kærlighedsliv. Rundt om i vort Land findes der
Ungmøer som hun; hun er blot deres idealiserede Repræsentant,
det vil sige: hun har alle deres smukke, men ingen af deres grimme
Sider. Og Figuren skulde forsaavidt synes let at fremstille til enhver
Tid. — Ved Opførelsen nu spilledes den af Fru Hennings. Hun saa
nydelig ud. Men allerede hendes Figur, hendes Blik, hendes
Stemmeklang passede ikke ganske til Rollen: de ejer ikke skuffende
Udtryk for netop den rolige Kraft, for det vemods tunge Sværmeri,
de leder ikke Tankerne hen paa „et stille Vand med dyb Bund*.
Og i Betoningerne og i Gestikulationen røbede sig saa desuden et
forstyrrende „nervøst* Temperament. Hagbarth fortæller f. Eks.
Signe, at han har ingen Moder og ingen Søster ... og ingen Brud.
,Ej heller?* udbrød Fru Hennings medynksfuldt og gjorde en
Bevægelse frem mod Hagbarth, med halvt fremstrakte Hænder.
Men Signe maa naturligvis sige sit „Ej heller* rødmende (som
ogsaa 1. Udgaves Sceneanvisning foreskriver), hun skal ligesom
trække sig ind i sig selv. Eller tag Skumrings-Scenen, hvor Signe
er hensunken i dødslysten Melankoli, fordi hun tror sig for evig
forladt af Hagbarth. Man fortæller hende, at Hagbarths Hjem er
kun to Dages Sørejse borte; og „glad forundret* sukker hun: „To
Dage kun? og det er dog saa (!) langtfra!* Fru Hennings blev glad
overrasket, hun forvandlede Sukket til et rask Udbrud. Bestandig
gjorde hun „for meget af det*. Naar imidlertid end ikke hun kan
spille Signe illuderende, hvilken eneste af vore Skuespillerinder
skulde vel saa kunne det?
Hagbarth-Typen (ligeledes en af Øhlenschlægers
Yndlings-Figurer!) har en modsat Karakter. Husker man fra „St.
Hansaftenspil* Danseren paa Voltigérlinjen, hvem det fine Bourgeoisi
gad prygle: „Hejsa, hopsa, højt i Sky! Lad dem kny! Mit Liv
er Sving, og Dødningespring!*? Eller husker man St.
Hans-Ormens Livsfilosofi: „Mit Liv er hurtigt, Brændende, begejstret,
Lutter Glød, levende, bevægelig Glød! Et Øjeblik mellem Fødsel
og Død!* ? Saadan er Hagbarth: en Legemliggørelse
afdenroman-tiske Eksaltation. I 1802 havde Øhlenschlæger apoteoseret
store Slutnings-Replik kan ikke undværes, ti den „forsoner* en Smule
med de unges Død. Men hvad vilde være naturligere end at lægge den
i Munden paa den gamle Skjald og lade ham recitere den, til
Harpe-Akkompagnement? Øhlenschlæger har jo selv lejlighedsvis tilraadet den
Art Ændringer i ældre Slægtleds Skuespil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
