Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa præsterer man i alt Fald ikke Kunst. Skuespilkunst er intet andet end
virksom Magt til at forny og levendegøre.
Fru Eckardt spillede Hovedfiguren, Enkefru Thompson. I Teaterkredse
mente man nok, at Fru Eckardt var „for gammel til den Rolle“. Men det er
en Misforstaaelse. Fru Heiberg var kun tre Aar yngre, da hun „skabte"
Figuren. Halvhundredaarsalderen er overhovedet kun i ganske faa Tilfælde
en Hindring for Skuespillere; som Regel er den noget ligegyldigt, — hvis den
da ikke er et Fortrin. Nej vort Teaters tit saa fortrinlige Skuespillerinde
strandede paa helt andre Skær. Fru Thompson i „En Kurmetode" staar i tre
Forhold og skal vise tre Sider af sil Væsen: overfor Doktoren opfindsom
Intelligens („Vid i hver Replik, Finbed i Konversationen"); overfor det unge
Par „Ømhed, hvormed hun holder sin Haand over det"; overfor Englænderen
endelig „Kærlighedens Uro". Citaterne er tagne af en beundrende Udtalelse
om Fru Heibergs Spil, der altsaa lader til at have tydeliggjort alle Figurens
Sider. Fru Eckardt derimod tydeliggjorde ingen af dem. Hendes Fru Thompsen
(som var saare indtagende at se til) blev nærgaaende koket i Stedet for
fantasifuldt intelligent, køligt venlig i Stedet for moderligt kærlig, og hun blev
ligefrem uden Glimt af erotisk Passion. Sagen er,- at paa Scenen har Fru
Eckardts Blik, Minespil, Stemmeklang ikke Liv, ikke Blødhed, ikke Varme nok
til at vække Forestillinger om Aandfuldhed, Hjærtelighed, Lidenskab. Ja skal
hun skildre elskovsfyldt Spænding, kan endog hendes Ansigt komme til at se ud
og hendes Stemme til at lyde, som om hun ventede halvt ærgerlig eller
irritabel paa noget. Man misforstaa ikke! Naturligvis havde Fru Eckardt
„forstaaet" og vilde spille Rollen ganske som Fru Heiberg. Men hvor Talen
er om Kunst, gælder hvad man vil akkurat saa lidt, som hvad man er, dér
afhænger alt af, hvad man kan, det vil sige: af hvad man har Midler til at
udtrykke. Det er en simpel, soleklar Sandhed, som mange alligevel har
grumme svært ved at faa ind i deres Hoved. Derfor møder man f. Eks.
endnu saa tit den dumme Forundring over, at melankolske Mennesker kan
være ustyrligt komiske Skuespillere, eller man træffer hos intelligente Komikere
en lige saa dum Forbavselse over, at de slet ikke kan røre Publikum til
tragiske Taarer.
Misgrebet med at lade Fru Eckardt spille Fru Thompson neutraliseredes
for Resten paa en Maade ved, at de andre optrædende — deriblandt de to
vigtigste — lige saa lidt kunde spille deres Roller. Hr. Emil Poulsen gav Sir
Rushdale med engelsk Udtale og stive Manerer; han fik Figurens Udvortes ret
lykkeligt frem. Dét var altid noget; men det indvortes Billed af en Figur er
jo rigtignok altid det vigtigste. Og hér fik man (ogsaa i de erotiske Udbrud)
af Hr. Poulsen en træt, vemodig træt Mand, i Stedet for at man skulde haft
en Mand, der er led ved Ensformigheden og Ynkeligheden, en Mand, der ikke
kan bekvemme sig til at tage fat, fordi alt synes ham smudsigt og tilsmudsende.
Sir Rushdale mangler sandelig ikke (eller tror ikke, at han mangler) Kræfter;
han mangler blot Mod til at bruge dem, trods alt! Han er som Ild under
Aske; naar Asken blæses bort, skal Ilden slaa op i Luer. Men som sagt,
saadanne Luer vilde rigtignok have kompromitteret Fru Eckardts erotiske
Uberørthed noget grellere, end Hr. Poulsens matte Morild gjorde. — Hr. Mantzius
spillede Doktoren. Samme Doktor er tænkt som en overmaade klog, men tørt
klog, fantasiløst klog Herre („han er maaske altfor klog", siges der om ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
