Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Stykket), og han føler sig sikker og stærk i sin Klogskab. Ikke det i Livet, som
hans Klogskab ikke sagtens skal kunne faa Bugt med! han soler sig i sin
Klogskab, han nyder den mundfuldevis. Forestil Dem nu saadan en
super-verdensklog Kavaler stillet overfor et ganske almindeligt, ikke-intelligent Koketteri
som det, hvormed Fru Eckardt havde forlenet sin Fru Thompson: og De vil
forstaa, hvor urimeligt det vilde have set ud, om han havde ladet sig fange —
tilmed i et‘yderst afgørende Øjeblik — i saa iøjnefaldende en Fælde. Men
ogsaa Hr. Mantzius kom, ogsaa des værre vistnok uafvidende, sin medspillende
til Hjælp. Han udstyrede nemlig Henr. Hertzes kloge Doktor med ... et let
Skær af Dumhed! For Resten opnaaede han den Virkning, som han uimodsigelig
frembragte hos en Del af Publikum, ved at understrege visse Repliker stærkt
og ved helt igennem at tale distinkt og naturligt. Apropos imidlertid den
Talen distinkt og naturligt, soro man saa gærne roser bl. a. Hr. Mantzius for:
den er ingen stor Dyd! Del er selvfølgelig ikke alene godt, nej det er
udmærket, hvis en Skuespiller kan lade Figuren, han skal fremstille, tale
distinkt og naturligt, det vil altsaa sige: i klareste, fineste Overensstemmelse
med den Karakter og de Sindsbevægelser, som Digteren har skildret, antydet
eller forudsat. Men den blotte præcise Udtale af Vokaler og Konsonnanter,
den tydelige Leddeling af Ord og Sætninger, kort sagt: selve den øvede
Skuespillers Maade at tale paa i det daglige Liv og i hverdagslige Situationer —
den rangerer meget længere nede. Og dét af den simple Grund, at vi gaar
ikke hen at se f. Eks. „En Kurmetode’ i Haab om at høre Fru Eckardt,
Hr. Emil Poulsen og Hr. Mantzius, men i Haab om at høre Fru Thompson,
Sir Rushdale og Dr. Jonstrup.
Skøndt––––dette vi maa vist förstaas „med Forskel". For en Masse
Mennesker er en Skuespilopførelse aabenbart et Slags Surrogat for dét: at være
i Selskab med Skuespillerne som Privatfolk. Den Art Tilskuere er fuldt ud
tilfredse, naar en Skuespiller — og især da deres „Sværmeri" — yder dem fra
Scenen nøjagtigt en lignende Underholdning, som han kunde have ydet dem
under og efter en god Middag. De vil intet heller end bestandig at bringes
til at huske paa Hr. Reumert, Fru Oda Nielsen eller hvem man nu vil nævne.
Nous autres (som Franskmændene siger) har det lige modsat. Hvor charmerede
vi end fra Dagliglivet kan være i Fru eller Frk. N. N., hvor fornøjelig eller
elskværdig i Omgang vi end kan finde Hr. X. X., — oppe paa Scenen, under
en Forestilling, ønsker vi ikke at gense dem. Jo oftere de i deres Spil har
bragt os til at glemme deres egen Person, desto varmere Lovord bruger vi
bagefter; jo mere de har erindret os om deres daglige Jeg, desto gnavnere
rynker vi Pande. Fra dette modsatte Syn paa Sagen kommer den skarpe
Modsætning mellem de teatergales — og de teatergale Kunstvenners Domme,
mellem Publikums Klap og Kritikens Snærten.
Heldigvis bragte det kgl. Teaters anden Nyhed et Par Præstationer,
hvori der var nogen, og en enkelt Præstation, hvori der var megen Kunst.
Fru Oda Nielsen fremstillede i Hjærtets Ret en ledeløs norsk Bohémienne,
og Hr. Zangenberg en evigt fnisende gigerl-agtig Sprade. Den første gjorde en
Bagatel for lidt, den anden en Bagatel for meget af det; man havde ikke lige
netop Indtrykket af, at de var Figurerne. Men begge morede, og særlig var
det en Fornøjelse at se Fru Nielsen igen paa rette Vej, nemlig paa den, hvor man
søger at karakterisere, i Stedet for kun at synes „yndig". — Fru Hennings spillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
