Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den kvindelige Hovedfigur. Stykket er ikke trykt, saa man har ondt ved at
sondre Forfatterens og de spillendes Ydelser ud fra hinanden og prøve dem
imod hinanden. Maaske fik Fru Hennings ikke ret det romanagtige frem, det
sværmeriske i den utro Hustrus Tankegang. Men til Gengæld blev Hustruens
Antipati, hendes Aversion overfor Manden lagt lyslevende for Dagen. I de
to første Akter havde Fru Hennings beundringsværdige Scener. Overhovedet
— blandt det meget, som Fru Hennings kan fremstille, fremstiller hun muligt
allermest illuderende: Utaalmodigheden, navnlig da den vredagtige
Utaal-inodighed. Ingen Skuespiller, som Artiklens Forfatter har set, har kunnet
gengive saa haarfint Opfarenhed, Irritabilitet, Surmuleri og lignende Stemninger.
Ikke blot Fru Hennings’ Øjekast og Betoninger rammer her altid det rette lige i
Prikken; nej selv om hun vender Ansigtet bort og tier, saa taler hendes
Hænder, hendes Skuldre, hele hendes zarte Skikkelse et tusend Gange mere
overbevisende Sprog, end alenlange Repliker i mangen .Kollegas* Mund.
Stykket selv stillede ellers strænge Fordringer til baade de spillende
og til Publikum. Det skildrede (gennem en noget flad og bred Dialog) en Trio, hvis
Medlemmer alle skulde gælde for normale, medens dog mindst de to af dem var
komplette Abnormiteter i Henseende til Ævne til at forstaa, hvad de saa’ og
hørte. Ideen til Stykket syntes laanl fra Georg Brandes’ ypperlige og hidsige
Angreb paa den tyske Romantik. Brandes bebrejder etsteds de romantiserende
tyske Damer, at de ikke vilde omforme Livet politisk, men gøre det poetisk: de
forstod, skriver han, „ikke Menneskerettighederne, men Hjærtets Rettigheder,
og de bekæmpede ikke Livets Uret, men dets Prosa*. Forf. til Hjærteta Eet
forsvarede da nu — imod sin Heltinde —Prosaen, og lejlighedsvis den stok-bornérte,
ja den brutale Prosa. Han var desuden mere kongeligsindet end Kongen, mere
striks paa det end selv de gejstlige og verdslige Love. Naar et Ægtepar først
en Gang har faaet Børn, docerede han, saa er den Ægtefælle den usleste af alle
Uslinge, som ikke ubarmbjærtigt stryger hvert Haab om egen Lykke, og som
ikke stoisk bringer sig selv som Slagtoffer paa Børnenes Alter. Moralen
lod sig vel moralsk omdisputere. Dramaturgisk taget er der i alt Fald det at
sige, at vil man skrive et Ægteskabsdrama, hvor Børnene skal være det
bestemmende, saa maa man virkelig lade os se, hvad de og de Forældre betyder for
de og de Børn, og omvendt. Men skøndt vi er bleven overlæssede med
Ægteskabsbrud paa Scenen, ... hvilke meningsløst ufuldstændige Udtog af Familielivet
er der saa dog ikke næsten ufravigeligt blevet budt os! Kommer det højt, fører
en Forfatter et Øjeblik de paagældende Børn ind, for at en af de stridige
Forældre kan sige til dem: Ja gaa nu ud og leg, Børn, vi voksne skal snakke!
Det skal agere Familieliv, det skal faa Tilskuerne til at opfatte Børnene som
hin store Bojgen, hvem man aldrig maa gaa udenom!
Men naturligvis, lettere end at anskueliggøre en Teori og gøre den konkret
gennem Skildring af Individer og deres Samliv, lettere er det at docere
Teorien gennem et Talerør. Derfor doceres der saa meget. Selv de sikreste
Kunstnernaturer har menneskelige Øjeblikke, hvor de taler ex cathedra.
Det fri Teater opførte paa sin Siden Sæsons-Aften (foruden nogle vel
udramatiske Scener af Bredahl) Karl Larsens ejendommelige lille Sørgespil
Ære. For første Gang vistnok efter lang Tids Forløb saa’ man her igen
sympatetiske tyske Pikkelhuer paa en dansk Scene, og Indtrykket var maaske
for en og anden lidt — fremmed. Men for Resten er del underligt, saa ublandet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
