Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forandring, Forgængelighed! Atter nagledes mit Blik mod
de dunkeltskinnende Ruder inde mellem Træstammerne. De
stirrede mig i Møde, disse Ruder, som mørke Øjne, uudgrundelige,
bange og dragende, som sad der én derinde bag dem, rugende
over Menneskesmærtens Gaade. Jeg stod og ventede, at han,
hvem han saa var, skulde vise sin blege Skikkelse mod den
dunkeltskinnende Rude; jeg syntes, det rørte sig derinde; jeg holdt
min Aande, som om der stundede en Aabenbarelse til, og jeg
vidste, at om han nu kom, da vilde det være én, som jeg kendte.
Men saa kom der et Vindpust, og det susede og raslede i
Ælrne-toppene — raslede som et Ligs Voksklæder, susede som Mindet
om en Gravsalme. Og da vaagnede jeg op, og derfor kom der
intet Aabenbarelsens Syn. Men om I, som bor i Solens Land,
har Lyst at høre en Fortælling fra en Krog nordpaa, hvor Solen
sjælden lyser, da behøver jeg blot at give Ord til de Minder i
Billeder og Stemning, der vaktes i min Sjæl, da det raslede og
susede i Ælmene, og jeg stirrede ind mod den gamle Bondegaards
dunkeltskinnende Vindusruder.
I et af Lysthusene i denne Have sad jeg en Sommernat
for fem Aar siden med en anden ung Mand af min egen Alder.
Han var blond og spinkel; hans Legeme havde den spændige
Holdning, der minder om en halvdragen Klinge, hans Aasyn havde
et Præg af Kniv og Is, og hans graa Øjne funklede som svunget
Staal eller Solskin paa en dalende Vanddraabe. Han hed Anders T.
og ejede Stedet. Han var født Bondesøn, havde søgt boglig
Dannelse, men var vendt tilbage til sin Stand. Han syntes mig lig en
fremmed Blomst, der staar enlig uden Fæller mellem alle Markens
sædvanlige Dusinurter, mens han hin Sommernat sad hos mig i
sit eget Havelysthus og fortalte om Hændelser, fantastiske som
de lange Skygger, der drog sig ud over Sletten i Maaneskinnet.
Det var denne Sommernat og denne Historie, som manedes
frem fra de døde, da jeg stod lænet mod Stendiget, og de
sortblinkende Ruder stirrede mod mig mellem Træstammerne, og det
raslede og susede oppe i Ælmene. Som en speget Garnhaspe
vikledes mine Minder ud af usynlige Hænder, medens jeg fortsatte
min Gang og Efteraarsafienens Skumring faldt paa, den skaanske
Efteraarsaftens tyste tungsindige Skumring. To graa Øjne holdt
min Sjæl fangen, som de havde gjort en Gang før, en
maane-lysende Augustnat i et Havelysthus, — to graa Øjne, der funklede
som svunget Staal eller Solskin paa en dalende Vanddraabe, —
22*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
