- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 9 (1892) /
344

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

bruge. Og Salonflirlation har jeg aldrig kunnet give mig af med:
vi har aldrig kysset hinanden, aldrig vekslet hemmelige Blik, aldrig
skiftet stjaalne Haandtryk. Vort Forhold var en aaben
Fortrolighed, som Verden kunde tyde aldeles efter Behag — og det blev
da ogsaa udtydet med en Mangfoldighed af Variationer. Netop
fordi vi lagde det hele frem til Publikums behagelige Beskuelse,
kunde Publikum ikke tro andet, end at der var noget grimme
noget bagved, som vi vilde aflede Opmærksomheden fra. Ingen
af os følte Trang til at bindes eller binde; — vi vilde ingen
Forbindelse have — og det var det, der gav vort Forhold dets Ynde.
Vi betroede hinanden vore Hændelser, vore Tanker, vore
Interesser, og fik dem igen med Renter og Rentes Rente; vi spejlede
os i hinanden og saa’ det vrange end mere vrangt og det gode i
højere Potens; vi betragtede Livet under samme Synsvinkel,
Verden laa for os i samme Farve, vore Sjælsmekanismer var
konstruerede efter samme Model og arbejdede i det samme Tempo.

Hun havde taget sin Rejsekikkert frem og rettede den mod
Malmø, hvor Tagene skinnede i Solen og Røgen steg ret op
af Fabrikskorstenene som en Kegle, der stod paa Hovedet. Jeg
havde ikke set hende i et helt Aar, og den høje slanke Skikkelse
betog mig som Præludiet til en gammel kær Melodi. Jeg havde
ikke hørt noget om hende i hele delte Aar, hverken gennem
hende selv eller gennem hendes Broder — ti vore Veje vare
gaaede til hver sin Kant — men jeg vidste, at hun havde opholdt
sig i Schweitz, og jeg kunde tænke mig til, at hun nu kom lige
derfra paa Vejen hjem. Men hvorfor skulde Tilfældet netop føre
hende paa min Vej denne Dag, spurgte jeg mig selv, og jeg
mærkede i mig en næsten overtroisk Rædsel.

De to Gentlemen kom larmende ud af Røgkahylten, og
Agnes vendte sig mod mig med sit lille blonde, bløde Bébéansigt.
Jeg saa med Behag, at der fløj en Iling af Solglimt over det, da
hun fik mig at se, og jeg gik hen til hende. Jeg maatte saa
fortælle om mine Oplevelser og hun om sine.

„Trækfuglene mødes paa Vejen hjem til Vaaren*, sagde hun
smilende.

Det blev i Længden lidt køligt paa Dækket, og vi gik ned
i den store Salon, der var aldeles tom. Vi slog os ned til en
fortrolig téte-å-téte. Maskinen arbejdede tungt og jævnt, Lamperne
under Loftet klingrede, der var stille om os, vi var ene, og jeg
syntes, at jeg atter sad, som jeg saa mange Gange havde siddet,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1892/0352.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free