Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg havde et Par Gange om Vinteren været nogle Dage
inde i København, hørt god Musik, set det bølgende Liv drage
forbi mig som et broget, brusende Karneval, nydt godt af
Samlivet med intelligente Mænd og fine Kvinder. Naar jeg saa kom
hjem igen, syntes jeg, at alting havde mistet sin Farve. Det var
koldt, ækelt, raat, dumt — Egnen og Folkene, Samtalerne og
Syslerne, altsammen. Jeg havde kun i nogle faa, fattige Dage aflagt
min sædvanlige Dragt, og endda kunde den blive mig saa
fremmed, saa der gik en rummelig Tid, før jeg atter kunde trives
i den og føle mig vel til Mode.
Hvad kunde der være i Vejen? Og saa var der desuden
noget andet, der gjorde mig angest, da jeg nu kom til at huske
paa det. Der havde i dette Aar, vi havde været forlovede, været
Øjeblikke, hvor min Kæreste og jeg havde følt os som fremmede
overfor hinanden. Det kunde komme ganske pludselig, uden at
nogen af os formaaede at forklare sig, hvordan det var gaaet til;
allerbedst som vi sad sammen, kunde jeg faa en Fornemmelse af,
at der stod en taaget Glasvæg mellem os; jeg skelnede hende
dunkelt igennem den; men jeg kunde ikke komme til at
undersøge, om hendes Puls endnu slog eller om hendes Hud endnu
var varm. Det var hændt mere en Gang, og mange Gange
hændtes det, at jeg med ét følte mig helt kold overfor hende,
uden Glæde ved hende, ligegyldig, komplet, som om hun ikke
stod i noget som helst Forhold til mig, men blot var et af
de nihundredenioghalvfemsindstyve andre Væsener med Kjole
og flettet Haar, der kunde komme indenfor min Synskreds.
Sommetider mærkede jeg ogsaa, at hos hende var alt heller ikke
som det skulde være. Jeg havde hyppig det Indtryk, at jeg for
hende var en fremmed, som hun ikke vovede at lide paa eller at
læne sig til, — et underligt Dyr, som hun ikke kendte, og som
hun derfor instinktivt var paa Vagt imod — et skørt Instrument
af ubekendt Bygning og til et ukendt Brug, som hun kun
varsomt vovede at røre ved, som om hun var bange for, at det
skulde smuldre isønder mellem hendes Fingre eller gøre hende
Skade. Og hver Gang jeg saa’ Mistroens Mørke samle sig inde i
de klare brune Øjne og hendes Blik faldt paa mig, forskende og
tvivlende, ligesom en snoet Linje af en forvreden Følelse, som
man synes aldrig at kunne dreje lige igen, fik jeg en daarlig
Samvittighed, som om jeg havde begaaet en usonelig lumpen
Handling. Hvilken Handling? Og hvorfor dette Samvittighedsbid? ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
