Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var den følgende Dag, i Præstegaarden, efter Middagen.
En af Husets Døtre sad ved Klaveret, de andre havde lagt Beslag
paa min Kæreste, mens Agnes og jeg havde trukket os tilbage
for os selv til en Krog i Stuen. Udenfor var det Blæst og Regn,
det store Pæretræ daskede stadig en Gren mod Ruden, det øste
Vande ned, det hvislede i Tagrenderne, og indenfor var det
allerede Skumring, skøndt vi kun var midt paa Eftermiddagen. Det
daarlige Vejr derude, som mindede om Høst, det store lave lunede
Værelse med sit Præg af gammeldags Præstegaardsidyl,
Halvmørket, Musiken — alt bidrog til at stemme Sindet vegt. Man
følte sig til Mode, omtrent som da man var Barn og sad og
ventede paa at høre et Æventyr; man svøbte sig ind i Hygge.
Agnes sad og puttede sig ind i Sofahjørnet, jeg paa en
Stol foran hende. En stor Nerium ludede over hende med sine
store blegrøde, sødtduftende Blomster. Hun var klædt i rødt —
Aarets Modefarve — og Dragten kastede ligesom et Genskin op
over hendes blege Aasyn, en varm Gløden af mat Rosa. Men
hendes ene Haand, der hvilede paa Sofalænet, laa i fuldt Dagslys
— en lang smal hvid Haand.
„Vil De saa skrifte?"
„Gærne."
Hun bøjede sig hen mod mig og sagde alvorlig:
„Er De lykkelig?"
„Ja."
Der blev stille lidt. Hun saa’ paa mig, hendes Aasyn
formørkedes, og hun krøb atter ind i Sofatyømet, mens de lange,
smalle hvide Fingre slangede sig over Sofalænet.
„Hvorfor kan De nu ikke være ærlig mod mig ligesom i
gamle Dage?"
„Hvad Grund har De til at tro, at jeg ikke er ærlig?"
„Tror De ikke, jeg kender Dem saa nogenlunde godt, saa
jeg kan se udenpaa, hvad De gemmer indvortes. Naar det saadan
dirrer over Panden, saa véd jeg, at De ikke har det godt, og saa
er der saadan noget sort ved Deres Øjne: det er ligesom der
flakkede noget om inde i dem. Det har jeg aldrig kunnet faa
rede paa, men De sagde altid, at det hjalp, naar jeg lod min
Haand hvile paa Deres Pande. Der er et eller andet i Vejen med
Dem. Vil De nu ikke mere fortro Dem til mig, efter at De er
bleven forlovet?"
Til-taOTMi. 180*. 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
