Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg fortalte hende, hvad jeg havde grublet over den forrige
Dag, altsammen, uden at dølge det mindste. Da jeg var færdig,
sad vi en Stund tavse.
Lidt efter fortsatte jeg: „Da jeg i Dag saa’ Dem og min
Kæreste ved Siden af hinanden, slog det mig, hvor De dog i et
og alt er Kontraster. Det er omtrent som en ret og en krum
Linje. Min Kæreste er saa enkelt og usammensat. Hun er den
rette Liqje. Der er kun nogle enkelte Stillinger, som hendes
Legeme kan finde sig tilrette i, og paa samme Maade gaar det
med hendes Sjæl, alting afrunder sig og ruller sig sammen i
Cirkler; den ene Sjælstilstand kommer ikke den anden ved, der
er ingen Overgange mellem dem, ingen Nuanser i dem. Hendes
Glæde er et eneste hvilende Solskin, uden en dirrende Iling, uden
en Skygge af et aldrig saa lidet Skyfnug. Naar hun beundrer
noget, saa siger hun rent ud, hvad hun føler, og saadan som
hun føler det, hun giver sin Beundring i Raamateriale, hun
standser altid nøjagtig, hvor den hører op, ikke før, ikke senere.
Ingenting umotiveret, ingenting uforudset, ingen pludselige
Omskiftninger. Hun er som Bondens Hverdagsliv, og hun bliver
ikke fuldt sig selv, før hun kan sidde ved sit Barns Vugge.
Saadan elsker jeg hende.
Og da De nu i Dag stod ved Siden af hende, viste De Dem
for mit Blik som et Syn fra forgangne Dage. De er
Legemliggørelsen af en anden Verden. Modsætningen skærpede alt det
hos Dem, der udgør Deres Individualitet, og De blev en Standstype.
De var den svungne Linje. Og siden, mens vi her talede sammen
og jeg aflagde min Bekendelse, har jeg haft det samme Indtryk.
Deres Sjæl er smidig som Deres Legeme, Deres Ord har samme
Bevægelighed som Deres lange smalle hvide Fingre, og
Stemningerne i Deres Sjæl skifter og bølger som Udtrykket i Deres lille
Mimose-Aasyn. Dette, som jeg saa ofte bittert har savnet hos
min Kæreste under mine fortrolige Samtaler med hende — det
finder jeg hos Dem: Deres Sjæl kan glide og bøje sig, den kan
løfte sig som en Jubelfanfare og drømme som et Adagio, alt
eftersom min egen Sjæl gør det ene eller det andet, og hvordan jeg
saa skilter Form og Farve, er De altid med, i samme Nu.
Og jeg føler, at ogsaa denne Kvinde staar min Sjæl nær og
giver mit Jeg Fylde. Men ikke det samme Jeg som det, der elsker
den rette Linje og de brune, forstandige Øjne og Synet af Moderen,
Barnet og Vuggen. Det er mig selv og dog en anden–––––––––*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
