Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der blev budt noget om. Den unge Pige ved Pianoet, der
havde hørt op med at spille, kom hen til os, og vor Samtale
afbrødes.
Da vi om Aftenen brød op for at tage hjem og sagde
Farvel, hørte jeg Agnes sige til min Kæreste:
„Ikke sandt, vi maa blive rigtig gode Venner og mødes tit?*
Jeg hørte ikke, hvad min Kæreste svarede, men jeg kunde
mærke paa mig selv, at hun inde i sine Øjne havde det kolde,
stængende, distancerende, som hun fik, naar hun mistænkte nogen,
mistroede noget, og som gav mig samme Fornemmelse, som naar
én griber min hjærtelig fremstrakte Haand slapt og nølende.
VI.
Min Kærestes Følelse overfor Agnes bestemtes naturligvis
efter sin Art først og fremmest deraf, at hun i denne gamle
Veninde anede en Medbejlerske, én, som havde Magt over mig. Men
ved Siden deraf var der noget andet, og det var dette Element,
der gav hendes Mistro den skarpe Odd, Bitterheden dens bedske
Smag, Hadskheden dens Brandsaarssvie. Det var den ene
Samfundsklasses nedarvede instinktive Antipati mod den anden
Samfundsklasse, den socialt og aandelig lavere stilledes hemmelige
Had mod dem, der staar højere. Hun troede, at Agnes holdt
hende for Nar; hun gik stadig med en fortrydelig Fornemmelse
af, at hun gjorde sig latterlig i alt, hvad hun sagde eller tog sig
for, naar Agnes var tilstede; hun saa’ i dennes Venlighed noget
nedladende, der saarede hendes Stolthed, ligesom hun i hendes
aabne Fortrolighed mod mig ikke kunde finde andet end et
Koketteri, der gemte over Ringeagt mod hende selv.
Agnes var paa sin Side aldeles blind overfor Bondedatteren.
Hun, hvis Forstand ellers var saa smidig, havde her mistet sin
fine Sporsans, hun gik vild af Vejen, og det ærgrede hende. Hun
mærkede, at der gravedes en Kløft mellem dem, og da hun ingen
Skyld fandt hos sig selv, sluttede hun, at hele Ansvaret maatte
hvile paa den anden Part. Hun saa sine Tilnærmelser trodsig
afviste, og hendes Venlighed frøs i den Kulde, hvormed Anna
omgav sig, saa snart Agnes kom hende nær.
Selv stod jeg midt imellem disse Modsætninger. Min
Stilling blev Dag for Dag utaaleligere. Og dog var det ikke deri, at
min Ulykke laa, men deri, at disse Modsætninger, samtidig med,
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
