Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vække hendes Medlidenhed, men uden Forstaaelsens Varme, og
hun vilde blot rede den et Hvilested af Halm paa Stengulvet.
Men den anden vilde tage den i Favn som sit eget Barn, og hun
vilde brede dens Leje med Edderdun og kysse den og lulle den i
Slummer. Jeg forstod, at til hende maatte jeg gaa, om hun end
ikke var den, der burde have været mig nærmest.–––––
Der holdtes et Bondebryllup i det Sogn, hvor Agnes’ Vært
var Præst, og hun var med. Det var ledet langt hen paa Natten;
Værelserne stod fulde af Støv og Tobaksrøg, og Gæsterne larmede.
Vi gik ud, Agnes og jeg, ud i Haven. Natten var lun, men
Morgenkølen begyndte allerede at mærkes. Spurvene lod deres
halwaagne Kvidren høre under Tagskæget. Bag Haven stod en
Klynge gamle Ælme, og der satte vi os paa en Bænk. Mellem
Stammerne saa’ vi Engenes hvide Røg, og i Østen brændte
Morgenrøden.
Jeg skriftede. Hun svarede ikke et Ord — hun gemte blot
Ansigtet i sine Hænder, med en stum Bevægelse, der fik mig til
at mindes noget, jeg en Gang havde set, en Kvinde, der i et
Over-maal af Vaande, medens en navnløs Ulykke langsomt men
uafvendelig lagde sig over hende som en lodret og synkende Sky,
bad sit Fadervor.
Der skimtedes noget lyst henne i Dunkelheden. Det gled
frem mod os, standsede, stod en Stund stille, og vendte da igen
tilbage. Det var min Kæreste. Jeg kaldte paa hende, men hun
svarede ikke og fortsatte sin Gang. Jeg kaldte en Gang til —
hun gik. Da blev jeg greben af en Anelse om, hvad det var for
en Mistanke, der nu gjorde hende saa ond og stolt, at hun ikke
vilde høre; og alt det, der fandtes i mig af Kærlighed til hende
og hvad hendes var, og Følelsen af, hvad hun betød for mig,
strømmede ud af mig og efter hende som en dragende og sugende Magt.
Men jeg blev siddende — og hun fjærnede sig mer og mer. Jeg vilde
løbe efter hende, være ved hendes Side, gaa sammen med hende,
men der var en anden inde i mig, som var stærkere end denne
Attraa. Og da saa’ jeg, pludselig, en menneskelig Skikkelse gaa
ved Siden af hende, følgende hende, som om min egen Kærlighed,
der omsvævede hende med mange Tanker, havde faaet Legeme.
Og den var ikke kommen efterhaands, denne Skikkelse, saa man kunde
se hvordan og hvorfra; den stod der lige med ét, og den syntes
mig ikke at være som andre Mennesker, men da jeg spurgte mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
