Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Kontorchef Jul. Schovelin: England som Forbillede. Carlyle som Socialpolitiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
III.
Med dette Formaal for Øje er det, at Garlyle i Bogens
2den Del gengiver Hovedindholdet af en gammel Krønike fra
omkring Aaret 1200. Han indrømmer, at det maa synes at være en
betydelig Omvej, men ikke desto mindre er det dog en Vej. De
forskellige Aarhundreder nedstamme i lige Linje fra hverandre,
og et enkelt Træk af svundne Tider vil ofte allerbedst kunne tjæne
til Oplysning om Nutidens egentlige Væsen. Desuden ere jo alle
Genrer tilladte undtagen den kedelige. —
Det er en gammel Munkekrønike, Carlyle har faaet fat paa,
en Beretning af en vis Jocelin om Abbed Samson i Klostret
St. Edmundsbury, hvor Jocelin var Kapellan.
I Virkeligheden er det saare betegnende, at Garlyle
saa-ledes gaar helt tilbage til Middelalderens stille Klosterliv, hvis faste
organiske Former maaske netop danne den mest farverene
Modsætning til vor Tids brogede, kaotiske Virvar. Hvor fremmedartet
og ejendommelig staar ikke Skildringen af hint gamle Munkeliv!
Først berettes i Korthed om Set. Edmundsbury’s Klosters Opstaaen,
om dets Skytshelgen Set. Edmund og hans Klosters første Tid.
Det fremstilles dernæst, hvorledes det geraader i Forfald under en
Abbed Hugo, hvem Aagergæld og Jødeplagerier vokser
fuldstændigt over Hovedet. Dernæst indføres Krønikens Hovedfigur, Munken
Samson. Kapitlet indledes med en ejendommelig Karakteristik af
de gamle Munke.
„Her indenfor vort Kloster, ved Foden af en Bjærgskraaning,
ere vi et ejendommeligt Folkefærd, et Folkefærd, som man næppe
kan forestille sig i denne Spindemaskinemes og Kornlovenes
Tidsalder. Hidtil findes der ingen Metodisme blandt os, og vor Tale
er temmelig verdslig. Vor Religion er endnu ikke en gyselig, rastløs
Tvivl, langt mindre et endnu gyseligere Væv af Hykleri, men en
usvigelig Forvisning, himmelhøjt hævet over jordisk Tvivl, den
Klippe, hvorpaa hele vort Liv er bygget. Hvor ufuldkomne vi end
ere, saa ere vi dog her med vore Litanier, kronragede Hoveder og med
vort Løfte om Fattigdom, for uophørlig og ubestridelig at vidne for
enhver Sjæl, at dette jordiske Liv med dets Rigdom og Besiddelser,
dets gode og onde Dage, i sig selv aldeles ikke er nogen
Virkelighed, men blot en Skygge af en evig Virkelighed. Menneskets lille
Liv har Pligter, som ere store, som alene ere sto , som naa op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
