Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4. Scene f. Eks., sammenlignet med Helenes saa forskellige
Optræden i den foregaaende Scene) kunne finde et og andet
Vidnesbyrd om et bittert mousserende Temperament. Holberg betroede
da ogsaa i 1722 Figuren til en Skuespillerinde, der forinden havde
spillet den flæbevorne Tjænestepige i „Kandestøberen*, og som
lidt efter i „Jeppe* skulde spille — Nille! Rollen burde nu være
givet til Frk. Antonsen; den blev givet af ... Fru Emma Nielsen!
Det var den ene af „de stille og ærbare*. Den anden har
Digteren tænkt sig endnu værre, d. v. s. mere udpræget komisk. Figuren
er ikke bleven videre ændret eller svækket under Stykkets
Omarbejdelse. Eraste hed oprindelig „Sparenborg*, altsaa: en, der
sparer for galt, et Stykke af en Gnier. Han er fremdeles
kolerisk, vranten, yderlig angst for at vække Opsigt, ømtaalig
overfor Spøg, opfarende hævnlysten, naar nogen træder ham blot
det mindste over Tæerne. Og endelig er der ét endnu. Man skal i
Reglen passe nøje paa, saa ofte hos Holberg en Person selv
annoncerer sig som „stille og ærbar*; ti da staar Digteren gærne
med Harlekins-Briksen bag Ryggen, om han end synes nok saa
fredelig. Men lader han ovenikøbet Personagen røbe
hældøre-agtige Tilbøjeligheder, er Sagen klar: saa vil der ufejlbarligt
vanke Smæk. Hr. Eraste er nu netop paa Vej til at blive
Hældøre. „Monsieur Hus-Postil* skælder Lucretia ham. Og den eneste
Bog, han kunde ønske at se sin vordende Hustru læse, er hine
,12 aandelige Betragtninger* (2. Akt 6. Scene), som var en af Holbergs
bedste Syndebukke udi religiøse Materier. Kort sagt. Eraste er
den Ungkarl, af hvem den slemme Enkemand Jeronimus i
„Pernilles korte Frøkenstand* udvikler sig. Og ham fremstiller Hr.
E. Poulsen som en køn, sympatetisk, ironiserende Melankoliker,
som en Art Holberg-Ambrosius! Den store Monolog, hvor Eraste
hyler gudsjammerligt, fordi hans Venners Høflighed „ødelægger*
ham (Staklen har maattet betale en foræret Hare maaske 6 Skilling
over dens Værd!), ... denne Monolog, hvor man skulde le af Hr.
Eraste, siger Hr. Poulsen, saa Folk nu og da ler med ham!
Eraste faar Ret hos Publikum, hvor en Skoggerlatter skulde give
ham Uret!
Forstaar Læseren saa Angrebet paa „Traditionen*? Den
bortvidsker det karakteristiske, den erstatter det naragtige, det
lattervækkende med det kedsommeligt nette og nydelige. Helt ud
i Kostumeringen (der er ukorrekt og søndagsforfinet) søger den at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
