Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Cand. jur. Niels Møller: Om Carlyles Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
barer sig og begribes, er, som han efter Fichte lærte i Sartor
resartus, kun Klæder for Sjælen, det guddommelige og aandige i
Mennesket, ligesom hele Verden er Guds Klædebon. Det, der
interesserer ham ved Sjælen, er derhos ikke Forstandssiden.
Forstanden er kun Vinduet, Fantasien er Øjet, der ser gennem det.
Hvad man vinder ved Forstandens Hjælp er forgængeligt og
upaa-lideligt. Den, der vil plante for Evigheden, skal plante i de dybe,
uendelige Ævner, Fantasien og Hjærtet. Det er Følelserne, som
bliver det væsentlige i Mennesket, det, man ene kan lide paa.
Tænkning er egentlig et Onde. Det ubevidste staar over det
bevidste. Han skøtter ikke om den Videnskab, der vil ødelægge
Underet og sætte Maal og Tal i Stedet. I Vidunderet lever og
røres vi; „alt, hvad vi gør, springer ud af Mysterium, Aand,
usynlig Kraft; kun som et lille Skybillede eller Armidas Slot,
luftbygget, viser det virkelige sig mod det store, mystiske Dyb “. —
„Dit daglige Liv er omgærdet med Vidundere og grundet paa
Vidundere, og selv dine Tæpper og Bukser er Mirakler— Det er ved
den Følelsesrenæssance, Garlyle hidfører, han har sin Betydning
for England. Man levede da for en stor Del paa det 18
Aar-bundrede og gjorde sig det hyggeligt i Endelighedens smaa lyse
Stuer. Man havde Byens snævre Himmel over sig. Garlyle kom
som en Elev af Rousseau og Tyskerne, betaget af Livets
Uendelighed, med Øjet vendt mod Sjælens dybe Nat, han kom fra det
vide ængstende Land til Storstædemes Liv og Leven, der syntes
ham Skin og Skum, kunstlet og smaat og hæsligt, og han raabte
sit: tilbage til Naturen! tilbage til Følelserne! med en saa sær og
ny Stemme, at han blev hørt og fik Lyd.
Men han fulgte Rousseau og Tyskerne paa sin skotsk. De
Følelser, han vilde vække, var de moralske; han rystede ikke Folk
op til spekulative eller æstetiske Betragtninger. Han kalder dem
til Arbejde og til Ærlighed, til at rense og udvikle deres Sjæle,
til først og sidst at mindes, at til Ret svarer Pligt. Det er de
gamle Presbyterianere, der taler gennem hans tyskfarvede Sprog.
Men han slutter sig tillige nøje til sine Forgængere i den engelske
Reaktion mod det 18 Aarhundredes abstrakte Forstandsmæssighed.
Som Bums og Byron og Wordsworth søger han ikke de mange,
men den enkelte til Udgangspunkt og Maal. „Den Ære, der vises
den enkeltes frie Udvikling, er karakteristisk for den engelske og
skotske Revolte mod den eksisterende Orden, i Modsætning til den
Ære, de franske Revolutionsmænd viser Samfundets Mening, “ siger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
