Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
II.
Et enkelt Punkt i den foreliggende Fremstilling skal jeg
dvæle et Øjeblik ved, fordi det i sig selv har stor Interesse, og
fordi Forfatteren her baade befinder sig i en historisk Vildfarelse
og tillige ledes af en misforstaaet kristelig Interesse. — Han
omtaler Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius som aldeles enestaaende
Fænomener paa deres Tid, som Draaber i „den almene Fordærvelses
skummende Hav*. Men han har aldeles intet Materiale, der kan
berettige ham til at antage en særlig stor sædelig Fordærvelse
ved Oldtidens Slutning. Berettigelsen kan ikke søges i Senecas og
andres Deklamationer, lige saa lidt som i Apostlen Paulus’
Udtalelser i Begyndelsen af Romerbrevet. Tiden var i en vis Forstand
en Opløsningsperiode. Men skøndt den ikke frembød mange store
Skikkelser, frembød den dog mange rene og ædle Karakterer, der
under ugunstige og ofte pinagtige Forhold bleve deres Livsideal,
som ikke var lavt, tro. Og fra selve den Anerkendelse, der blev
de ogsaa af Forfatteren beundrede Mænd til Del, kan der hentes
et Modbevis imod hans Antagelse. Saaledes siger en Forsker, der
med Hensyn til et Spørgsmaal som dette hører til de mest
sagkyndige, Ludwig Friedländer (Darstellungen aus der
Sitten-geschichte Roms in der Zeit von August bis zum Ausgang der
Antonini. 5. Aufl. III. p 676): „En Tid, der ved egen Kraft
hævede sig til højere og renere sædelige Anskuelser end hele den
tidligere Oldtid, — der ikke blot frembragte en Musonius [en med
Seneca samtidig Stoiker], Epiktet og Marcus Aurelius, men i
hvilken disse Forkyndere af en mild, ægte menneskelig Sædelære
ogsaa fandt den mest almindelige Beundring og deres Lærdomme
almindelig Udbredelse, kan ikke have været en Tid af det dybeste
sædelige Forfald, saaledes som den ofte er bleven kaldet. Naar
der overhovedet ikke gives nogen Maalestok for Sædeligheden i
en Periode, selv om denne er nok saa godt kendt, saa gælder det
allermest for disse Aarhundreder [de to første efter Kristus], fra
hvilke der kun foreligger enkelte, dels til bestemte Omraader
begrænsede, dels farvede eller ensidige Beretninger.* — Og den
samme Forskers Undersøgelser godtgør, at som det forholder sig
med Fordommen om et særligt stort sædeligt Forfald ved Oldtidens
Slutning, saaledes forholder det sig med Antagelsen af et almindeligt
Forfald af det religiøse Liv paa denne Tid. Mange Vidnesbyrd
godtgøre en inderlig Fastholden af den gamle Tro og de gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
