- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 9 (1892) /
533

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Poseidonios) havde betonet. De vilde ikke med Rette kunne
kaldes Stoikere, dersom de ikke med Energi hævdede den indre
Personligheds Uafhængighed af Skæbnens Gang og de ydre Goder
og Onder. I den Henseende mangler det hos dem ikke paa skarpe
og krasse Udtalelser. Men ejendommelig for dem er den store
Inderlighed, den dybe Stemning, hvormed de udtale de stoiske
Tanker. Et enkelt Eksempel vil vise Karakteren af denne
Aandsretning, som især kommer for Dagen paa en smuk og ofte
gribende Maade hos den af disse Mænd, der baade som Personlighed
og Forfatter staar højest, Marcus Aurelius. Han udtaler et Sted
i sin Dagbog, at Menneskene ere anlagte til fælles Virksomhed, til
Samarbejde, ligesom Legemets Lemmer, og fortsætter: .Denne
Tanke vil træde klarere frem for dig, naar du hyppigt siger til
dig selv: jeg er Led (melos) i de aandelige Væseners Samfund,
end naar du (ved en lille Forandring i Bogstaverne) blot kalder
dig en Del (meros). Hvis du blot er Del, ikke Led, saa elsker
du endnu ikke Menneskene af Hjærtet; det at gøre andre
vel glæder dig endnu ikke saaledes, at det helt betager dig, men
du gør det blot af Pligt, endnu ikke med den Følelse, at du
derved gør dig selv vel.“ (Marcus Aurelius’ Optegnelser VII, 13).
Den samme Inderlighed fremtræder, som allerede omtalt, i
Fordringen om at elske sine Fjender og i den religiøse Opfattelse af
Verdenslivet. Det er den indre Rigdom og Fylde, der hæver disse
Mænd over Menneskers Overgreb og lader dem overse Tilværelsens
mørke Sider. Den Kraft, de følte hos sig til at overvinde det ydre,
skiftende og smærtefulde, stod for dem ikke i Strid med den Kraft,
der rørte sig i Verdenslivet, men var en Forgrening af denne;
derfor blev Harmonien deres sidste Tanke, og de vedblev at være
Grækere, trods den skarpe Modsætning mellem det indre og det
ydre, der var en saa væsentlig Del af deres Lære. Ikke med
Trods, men med frejdig Beredvillighed venter den kejserlige Filosof
hvad Skæbnen vil bringe ham, og hans Frejdighed slaar undertiden
ud i en Hymne, som paa det berømte Sted, hvor det hedder:
.Alt er harmonisk for mig, som er harmonisk for dig, o Verden.
Intet kommer for tidligt eller for sent for mig, naar det kommer
betimeligt for dig. Alt, hvad dine Aarstider bringe, er Frugt for
mig, o Natur. Fra dig kommer alt, i dig er alt, til dig vender
alt tilbage. Naar Digteren siger: kære Kekrops Stad1), skulde

’) Kekrops var etter Sagnet Athens Grundlægger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1892/0541.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free