Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Herman Bang: Nogle Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sé der. Og sé der.
Paa Tuerne rører sig Dødningslin,
Dødningslin, Dødningslin . . .
Her og der — overalt de rører sig,
pusler og tusler,
rører sig, rejser sig . . .
Men de hvide, de rejser sig — sé — overalt,
for mine Fødder og om mine Fødder,
Jeg vader i levende Dødningelin.
De kommer, de kommer at hente mig
nu.
Skingrende Skrig og skrattende Latter
nærmere, nærmere — hjælp — og nærmere —
Hjælp —
Herre Jesus.
Angsten anspænder i Vers som disse Fantasien til at skabe
det yderste af Gru; og Skrækken — udstøder Guds Søns Navn.
Rædslen driver Digteren mod den gamle Gud, som han
kendte i sin Barndom. Men han finder ham ikke, ikke ham og
ikke hans Fred. Han naar — omgivet af Angsterne — kun til en
Længsel efter at kunne bede. Hænderne kan han endnu folde men
Bønnen har han glemt, og hans Læber skælver uden Ord, mens:
Tiden den sniger sig langsomt forbi mig,
og Timerne vandrer at grave min Grav.
Jeg tør ikke leve, jeg tør ikke tænke,
tør ikke dø.
Og i denne Dødens den natdybe Stilhed
risler som endeløs Heilo-Sang:
Det visner, det visner,
det visn . . .
Musik, Musik, Janitscharmusik,
den store, kinesiske Tromme. V.
V.
Men ingen Musik, ikke Janitscharemes, ingen Dans, heller
ikke Tscherkesserindernes dræber Dødens Angst. Ej heller hjælper
Drømme, hvor Digteren sliber blodige Rubiner at hænge om den
elskedes Hals, og han smeder gyldne Kæder til at lænke om
hendes Ankler. Der er ikke Hjælp hos Kvinder, ikke hos Zuleima
og ikke hos Zerlina. Der er ikke Hjælp hos Barnet, hos hvem
den angstfulde søger hen, fordi det synes saa langt fra Døden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
