Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Herman Bang: Nogle Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men Skrækken, som næsten bliver til Afsindighed, vil have
sin Gud–––––-og Mysticismen skaber ham. Det er ikke Kristus,
men han er gjort i hans Lignelse. Det er ikke Guds-Sønnen men
hvid er han og skinnende som Messias ...
Saaledes stiger han frem af Mystikerens Drøm:
„Men midt paa den øde Mark ser jeg en skinnende hvid Skikkelse.
Han kommer hen til mig, og han tar mine vege, visne Hænder mellem sine
varme, og han lægger sin Arm om mit trætte Hoved, og han hvisker mildt i
mit Øre: „Fred være med din Sjæl!“
Og der falder Fred i min Sjæl, og jeg støtter mit Hoved til hans Arm
og ser ham ind i hans lyse Ansigt.
Og jeg spørger: „Er du Jesus Kristus?”
Og han svarer: „Jeg er Sjælens evige Fred.”
Mellem de halvtlukkede Øjne skimter jeg den dunkle Himmel, og som
en Søvngjænger gaar jeg langsomt videre med ham.
Saa staar vi oppe paa et saare højt Bjerg, og i Maanenatten skuer vi
vidt ud over Alverdens Riger, Alverdens Herlighed, Alverdens Jammer.
Og vi ser et stort Syn af Smerte: Sorg i alle Sjæle, Synd i alle Sind
og Angst i alt Liv.
Og i Nattens vældige Ensomhed, i Høstens maanelyse Stilhed aander
han hen de Ord: „Alverden lider og er sammen i sin Smerte.”
Da synker jeg til hans Bryst, og atter faar Øjnene Taarer, og jeg
hulker højt: „Men jeg har forhaanet dit Ord, og jeg har bandet dit Bud og
slettet dit Navn af mit Hjærte.”
Men han stryger blødt mit Haar, og han siger: „Jeg har intet Navn
uden dette: Sjælens evige Fred for dem, der ere besværede.”
Saa lægger han sin Haand over mine Øjne, og straks er vi inde i et
stort Lyshav: skinnende Soldis saa dybt jeg han øjne, saa højt mit Syn
kan naa* . . .
Med denne Drøm slutter „Nat*.
I et mystisk Syn dulmes Rædslen og den syge smager
„Sabbatens Fred*. VI.
VI.
Den urolige Angst bøjer sig da i disse Bøger overalt mod
Mysticismen som de trættes eller de overvældedes Forklaring
eller Trøst.
Men ogsaa rundtomkring i haardførere Værker møder man
Mysticismens Spor — en Hang mod det hemmelighedsfulde,
det uforklarlige og det besynderlige. Thomas Krag, der er saa
stærk i sin Virkelighedstrang, saa uovervindelig i en sanddru
Kærlighed til hvad hans Øje ser og hans Øre nemmer, forlader i Ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
