- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 9 (1892) /
567

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Axel Henriques: Pariserteatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

hun hader ham. Han trygler om hendes Kærlighed, han adlyder
hendes Ønsker, han er som et rasende Vilddyr, som hun alene
kan tæmme; indtil han fatter Mistanke til hende, til han tror at
hun har sin Elsker gemt i Slottet, ti da gaar hans Raahed og
Grumhed over Forelskelsens Optugtelse.

Paul Mounet spillede denne Soldatertyran med fuldendt
Mesterskab, hans Ydre var ligesaa kunstnerisk gennemført som
Udmalingen af hans Indres to kæmpende Lidenskaber:
Lanseknægt-raaheden og den brændende lidenskabelige Kærlighed. Ikke det
mindste Øjeblik ser man Skuespilleren bag Rollen — en Ros man
ikke ubetinget kan tildele Broderen — med den fineste Dannelse
og overlegne Intelligens havde han opfattet hver lille Enkelthed
og med fuldendt Kunst gengav han det Billede, han havde dannet
sig. For „Rammen* og for de to Brødres Skyld bør man se
„Par le glaiveu.

*



* *

Men endnu heller bør man se et moderne Stykke paa
Théatre frangais. Desværre er det smaat med de helt moderne
Stykker. Det nyeste, der spilledes, var „Hvor man keder sig*; det
var morsomt at se det igen, skøndt Spillet har været endnu bedre før
i dette Stykke. Selve Stykket, som det er blevet Skik at se noget
ned paa, er dog behændigt lavet og Repliken ofte overordentlig
vittig; det forekommer mig ikke at være for meget at sætte det i
Rang med Otto Benzons og Gustav Esmanns bedste Arbejder.
Det er her særlig Damerne, der spiller godt. Madeleine Brohan
har faaet en nydelig Efterfølgerske som den gamle Hertuginde i
Blanche Pierson, der i sin Tid paa Vaudeville glimrede som
„Dora* og i lignende Sardouske Primadonnaroller; hun engageredes
til Frangais bl. a. for at erstatte Sarah Bernhardt, men synes nu
særligt at faa ældre Damerolier, som hun spiller udmærket. Fru
Phister spillede jo i sin Tid Hertuginden mærkelig godt, men det
var næppe den rigtige Hertuginde. Hendes Vugge havde sikkert
staaet i Borgergade, i alt Fald i en meget borgerlig Gade og hendes
Vid var mere lystigt end egentlig overlegent, hun var for hyggelig,
hendes Magt var os ubegribelig. Aldeles omvendt med Blanche
Pierson, hendes Spil forklarede netop Hertugindens Indflydelse.
Hendes Holdning og Udseende sagde os straks, at hun var „født*,
hendes Øjne og hendes Smil fortalte os, at hun hyldede den
bel-mannske Leveregel: „Är jag född så vill jag lefva*, det forekom
os saa naturligt, at denne gamle Dame sagde, at det dejligste af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1892/0575.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free