Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Axel Henriques: Pariserteatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alt her i Verden var dog at elske. Blanche Pierson sagde
Hertugindens Vittigheder saaledes, at vi forstod, at de ikke vare tillærte
men originale, sagde hendes Uartigheder til det kedelige Selskab
saaledes, at vi følte, at Hertuginden var tryg, selvsikker og mægtig;
man undrede sig ikke over, at alle kredsede om hende, hun var
det givne Centrum, hvorom alt maatte dreje sig. Et Teater, hvor
en Madeleine Brohan erstattes af en Blanche Pierson, er i endnu
højere Grad end vort Tivoli: en Institution.
Reichenberg spillede nu, som da Stykket kom frem i 1881,
Underpræfektens Frue. Hendes fine Kunst har yderligere udviklet
sig i Aarenes Løb, men hun hører til de mange, hvis Ydre ikke
bliver absolut yngre med Aarene; hun illuderer nu mindre end i
sin fejreste Ungdom, men det maa være herligt for en Forfatter
at faa sine vittige Repliker sagt af hende. Ogsaa Broissat
har sin gamle Rolle som Miss Watson, om hende gælder det
samme, ogsaa hun udvikler sin fine, elskelige Kunst med Aarene,
men ogsaa hos hende mærkes Aarene mere end hos en dansk
jævnaldrende Kunstnerinde. Fru Hennings er næppe efter
Døbeseddelen yngre end nogen af disse to franske Kunstnerinder, men
det synes, som om Ungdom ligesom mange andre gode Ting holder
sig bedre paa Is end i Varme. Ligesom Madeleine Brohan har
hendes Niece Samary faaet en nydelig Efterfølgerske, en ganske
ung Dame Mile Ludwig, der sandsynligvis snart vil være en
Berømthed. Det er ingenlunde let at erstatte Samarys store Talent,
hendes fuldtendte Uddannelse og den gennem 3 Slægtled nedarvede,
respektfulde Kærlighed til den dramatiske Kunst, og Ludwig kan
vel endnu kaldes Elev, hvis man ikke derved vil tænke paa vor
mærkelige Elevskole. Hun er for Resten lige saa køn og nydelig
som sin Forgængerske, nok saa gratiøs i sine Bevægelser, hendes
Opfattelse af Suzanne i „Hvor man keder sig“ selvstændig og
fortræffelig, paa ingen Maade nogen Kopi af Samarys; overhovedet
har Théatre franrais, der jo roses for sin gode Tradition, intet at
gøre med denne dumme Spændetrøje, hvormed vi vil tæmme alle
de „Galskaber", der kaldes Personlighed, skøndt den dramatiske
Kunst uden Personlighed dør ud, saaledes som den er i Færd
med det i det holbergske Repertoire. Men Ludwig er endnu
ikke saa overlegen dygtig i sin Kunst som Samary var, hos
hende fandtes intet uopdyrket Land, der var ingen tomme Scener,
næppe nogen tom Replik i hendes Spil; man løber jo ikke til det
fuldendte, men Ludwig vandrer sikkert og roligt ad Vejen dertil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>