Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Aage Matthison-Hansen: De unge Udødelige. Kinesiske Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ti, foran Vinduet, paa Forhænget, broderet med
Krystalperler, synes hun at se en Klynge Diamanter, der strides om Lyset;
Og paa Gulvets blege Træ laa som en Ring af Stjærner.
Nær ved Flodens Munding.
De smaa Bølger glimter i Maanens Skær, som forvandler
Vandets glasklare Grønt til Sølv; og man tror at se tusende Fisk
løbe ud imod Havet.
Jeg er ene i min Baad, som glider langs Flodbredden; af
og til dypper jeg mine Aarer i Vandet, Natten og Ensomheden
fylder mit Hjærte med Sørgmodighed.
Men sé, der staar en Hæk af Nøkkeroser med sine Blomster
lig tunge Perler; jeg kærtegner den blidelig med mine Aarer.
Bladenes Brusen lyder som en øm Mumlen, og Blomsterne,
som bøje deres smaa, hvide Hoveder, se ud, som de vil tale til mig.
Nøkkeroseme vil trøste mig, men allerede ved at sé dem
havde jeg glemt mit Tungsind.
De evige Skrifttræk.
Medens jeg sidder og skriver Vers, ser jeg fra mit Vindue
Bambusstænglernes Duven og Svajen; det ser ud som Vand, der
gaar i Bølger, og deres Bladknive, som hvæsses mod hverandre
efterligner Vandfaldenes Brusen.
Jeg lader Skrifttræk falde paa Papiret; set paa Frastand
skulde man tro at Blommetræsblomster falder omvendt i Sne.
Mandarinorangernes æggende Friskhed forflygtiges, naar en
Kvinde bærer dem altfor længe i sit Albueærmes Flor, ligesom
den hvide Rim løses op i Solskinnet.
Men Skrifttrækkene, som jeg lader falde over Papiret, vil
aldrig udviskes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
