Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. V. Vedel: Fra den unge Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mytlig medfølende Smaafolksfortællinger eller H. Bangs og Ignotus’
Journalistsentimentalitet. I Tyskland er Holz’s Revolutionslyrik,
Hauptmanns kraftige Tendensdrama, Schlaf, Bleibtreu — det
oprindeligste i den unge Digtning — helt som marereden af den
sociale Elendighed, til hvis Opgørsdag det mer og mer trækker
sammen. Men imedens gaar her hjemme en interesseløs Ungdom
heller og laver l’art pour l’art, end den søger til de dybe
Inspirationskilder, der er i Tiden.
Heller ikke Hr. Gustav Wied har meget med disse at
gøre, endskøndt han skriver om de laveste Lag af
Landbefolkningen. Deres Livsskæbne har ikke ligget ham tungt paa Sinde
og trykket ham Pennen i Haand, som „Familien Selickes“ eller
„Die Weber*s har voldtaget deres Forfatters Fantasi og nødet ham
til at skrive. Hr. Wied er simpelthen en Kunstner, der søger
Effekt og dyrker Effekten. Og den, han efter sit Vids og sit
Temperaments Art søger: — det grelle, baade det pudsig burleske
og det frastødende, og den djærve, saftige Raahed, — finder
han nu engang bedst hos Faareper, hos Forpagter Egelund, i
Hans Olsens Grisesti og ved Fugleskydningsfesten. Derfor gaar
han ud i Folket.
Det vilde være sort Utaknemmelighed, om jeg nægtede, at
W’s. Bog er baade vittig og levende, ti jeg har læst den ud i ét
Træk. Men jeg kan ikke lade være med først at protestere mod
den sjælelige Plathed og Raahed, som aander i hele Bogen. Det
er ikke den mere svinske end saftige Tone, der Her klages over —
den er ikke her en unødvendig Tilgift, men hører med til hele
Fremstillingen —; men det er selve Grundsynet og Tendensen,
som bærer Skildringerne og faar sit Udtryk i Træskomandens
Ord — Bogens Motto —: „La’ vos bare ikke skave vos, — for
vi Mennesker er sgu dov alli’evel Mennesker*. Naar Hr. Petersen
kaldte sin Bog „Mennesker*, da betød det: „Se ogsaa her er
Mennesker og menneskeligt Liv*. Men Hr. W. raaber hoverende:
Se! dette er da en Gang rigtige Mennesker, her har vi dem ægte
og uforfalskede, vi andre bare skabe os og hykle. „Lad os være
Mennesker* dette borgerlig danske Valgsprog betyder jo som Regel
„Lad os være Dyr* eller i det mindste „Lad os gaa i Træsko*.
At noget „er saa menneskeligt*, betyder i Reglen ogsaa, at det
er særligt sølle og plat. I permanent national Angest for det
opstyltede og overspændte, holder man sig gladelig til det platfodede.
Noget af denne nationale Lyst til at proklamere det rigtig pie-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
