Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. V. Vedel: Fra den unge Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ich dau staar der hos Goethe. Men R. gaar rigtignok blot og
nyder og plejer sin Forundring; den er for doven og lidet
nysgerrig til at prøve at tage det nyopdagede i Besiddelse og beskrive
alt det sælsomme for os andre; vi sidder og maa nøjes med at
høre varierede Udtryk for hans Forundring.
Dog! undertiden er det i disse Digie, som om Forf. sad
ved Livets tyste Kildespring, — langt fra alle Livets konkrete
Forhold, han ikke ænser, — sad og lyttede til Livets Rislen inde
i sine egne Aarer (se den fantastiske »Slangetæmmeren’) og til
Livets og Dødens Uendelighed udenom ham. Helt dybsindig
tolker Digtet „Ved Vuggen’ Tilblivelsens Mysterium: „Har du
løftet det blege Hoved — op af det evige dunkle? ... Er du vorden
en villende Verden — fordi en Vilje har villet ... Er du stegen
op som en Boble — af Dyndet til Livets Tinder?’
Det er ogsaa de elementære, abstrakte Livsfølelser, R’s.
Digtning smukkest udtrykker. Han elsker Livets Uendelighed;
Sjælens dybeste Strømme og de tysle Taarer i Øjenkrogen, Jublen
og Længselen og Ångesten for Døden, alt hvad der „er i Slægt
med det stærke, det dunkle, det dybeste i vor Væren’. Smærten
er ham tit dyrebar som det rigeste og dybeste Liv, men ogsaa
enkel, frisk Morgenglæde og taknemmelig, næsten religiøs Glæde
ved at drikke Livets Dugg kan han tolke.
Der er i det hele en underlig Blanding i R’s. Stemninger af
noget gammelagtigt og saa noget purt, uberørt ungt. Efter at
have dykket sig i en Del Londonserindringer, overvældes han
(„Skyggekunstnerens Melodi’) af en Trang til Graad. Var det
Minderne, der var saa triste — spørger han sig. „Aanej. Aanej.
Men de svundne Aar! — Selv om de ikke er mange — Man bli’r
stundum saa bange’. Det er som om en beklemt Følelse af en
nær Død gik og sysselsatte Forf. og lagde paa én Gang en Følelse
af, at Livet var ham uvedkommende, i ham og tillige en inderlig,
syg Trang til at klynge sig til Livet.
Og det smukkeste i „Hvide Blomster’ er da de Steder,
hvor en veg Ømhedstrang, en syg Inderlighed, en næsten hektisk
Længsel efter det skære, det svageligt sarte og skønne lægger sig
for Dagen. Der er blød Kærlighed til Børn, (Ved Vuggen), mild
Medfølelse med et ungt Hjærtes sky og forskræmte Elskovsforvirring
(„Bøjet er det Hoved’), med alt det svage og smaa, selv med
„destakkels, smaa, døde Snoge’. Der er en lind Lyst til at græde
den Graad, der risler „fra Sjælens Kilder og Kummer’ som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
