Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Percy Bysshe Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om en ung og skøn Dame, Contessina Emilia Viviani, som af sin
Fader holdtes indespærret i det pisanske Kloster Santa Anna,
og som skulde giftes med en Mand, hun afskyede. Shelley,
hvis Tyran-Had kom i Flamme, forlangte at se den ulykkelige
Dame, og Paechiani indførte ham i hendes Kloster. Shelley blev
stærkt greben af hendes Skønhed og Aand. Han kom ofte til
hende og søgte, saa vidt det stod i hans Magt, ved Foræringer af
Bøger, Blomster og Strænge-Instrumenter, at gøre hendes Fængsel
mindre uhyggeligt. Hans Følelser antog hurtigt Karakter af den
mest henrevne, mest løftede Elskov, og under denne Lidenskabs
Inspiration blev Epipsychidion skrevet. Det hedder her med
ekstatiske Ord om Emilia:
Seraph of heaven, too gentie to be human,
veiling beneath that radiant form of woman
all that is insupportable in thee
of light and love and immortality!
Great benediction in the eternal curse!
Veiled glory of this lampless universel
Thou moon beyond the clouds! Thou living form
among the dead! Thou star above the storm!
Thou wonder and thou beauty and thou terror!
Men heller ikke hos Emilia fandt Shelleys Sjæl Hvile. Et
knapt Aar efter at han har gjort hendes Bekendtskab, skriver han
til en Ven: „Epipsychidion kan jeg ikke taale at se; det Væsen,
dette Digt fejrede, var en Sky og ingen Juno; og stakkels Ixion
bortvender sit Ansigt fra den Kentavr, som var hans Favntags
Afkom.* Og han tilføjer denne sent vundne Erkendelse: „Jeg
tror, at man altid er forelsket i et eller andet; Vildfarelsen, som
ikke er let at undgaa for Aander, hvis Bolig er Kød og Blod,
bestaar i at søge det eviges Afbillede i en dødelig Skikkelse.*
Shelley skrev dette i sit Dødsaar. Skøndt Døden kom saa
tidligt og saa uventet over hani, var det, som om en Træthed til
Døden havde begyndt at gribe ham. Den absolute
Uimodtagelighed, alle hans Værker mødte hos de læsende, pinte ham stærkere
og stærkere. Hans højeste Ønske blev nu, ganske at forlade alt
menneskeligt Selskab. Han gad trække sig tilbage til en ensom
0 i Havet — en af de vildeste og mest utilgængelige af Sporaderne,
antyder han et Sted — indrette sig en Bolig i en gammel Ruin,
bygge sig en Baad og lukke Havets Bølgedøre mellem sig og ’
Verden. Gang efter Gang udmaler han i sin Digtning dette fjærne
og lykkelige Tilflugtssted — en Dal mellem grønne Høje, fyldt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
