Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Børge Janssen: Kæltringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der blev et Øjebliks Tavshed, Øjnene vendte sig mod
den gamle Stakkel, der var segnet om i Lyngen, et Par Kvinder
satte i at hyle, et Par andre i at grine, og imens slæntrede de én
efter én hen mod den gamle.
En Stund stod de i en Klynge om ham; saa var der én,
der raabte noget paa sit Kæltringsprog, og i det samme kastede
de sig over den gamle og bandt ham paa Hænder og Fødder.
Først strittede han imod, hylede, tiggede og bad, men saa
svandt Kræfterne, Hylene blev til Klynken, Bønnerne til lydløs
Mimren med den tandløse Mund, og da de løfted ham op og
bar ham frem gennem Vejen, klagede han kun ganske stillé,
Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig kroged i
hinanden.
Lidt efter naaede de Mosehullet, og dér lagde de ham, og
han blev liggende som død.
Ude bag Heden gik Solen ned, den døende Glans lyste rødt
over Lyngens røde Blomster og spandt Guld i fjærne Taager
derude, hvor Heden blaaned bort i den gryende Nat.
Og Solen kastede Glans over Kæltringskaren, der stod i
Klynge om Kærren. Nogle af Kvinderne havde sat sig i Lyngen
med Ansigtet gemt i Hænderne, andre sled og rev i det lange,
sorte Haar og hylede og jamrede, saa det klang langt over Heden,
og mens de sad dér, under Graad og Klage, løb Mændene én
efter én mod den gamle Stakkel, og hver gav ham et Stød mod
Mosekæret.
For hvert Stød lød der en klagende Klynken, men den døde
i Mændenes Eder og Kvindernes Graad.
Nu var han lige ved Mosebrinken, endnu et Stød, et Plask,
et halvkvalt Suk — og Kæltringerne drog videre frem over Heden,
én Mand færre, end da de drog ud.
Et Daadyr jog lige forbi Næsen af mig, jeg saa’ mig om —
hvor i al Verden var jeg, Skoven stod tæt og vild til alle Sider,
Vejen var bleven Sti, dybt snoede den sig mellem høje Bakker,
Solen blinked i Løvets spraglede Tæppe, ingen Lyd klang, ingen
Vind suste, en Ædderkop hang i sit spæde Spind og svingede
sagte frem og hen i den muldramme Skovduft.
Hvis jeg nu havde været Hans i Æventyret, Hans, der
er faret vild i den store, store Skov, saa havde der ikke været
andet at gøre end at kravle op i det allerallerhøjeste Træ og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
