Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Herman Bang: Hedda Gabler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den Ibsenske Digtning disse Kvindeskikkelser, der er hans Længslers
tilbedte.
Ved deres Fødder tumler Mændene sig i alle Selviskhedens
Kampe . . . Over Kampen lyser Solvejg med de udbredte Arme.
Det var kun naturligt, at det kunde blive saaledes.
Da Henrik Ibsen gik til sin Menneskeskildring, fandt han,
hvor det gjaldt Manden, ikke nogen Plads for Lys. Manden kendte
han, og Digterens Pessimisme krængede Mandens Selviskhed til
den sidste Fold af hans Sjæl.
Men nu er det saa, at ingen har saa syg en Længsel efter
at knæle, at føle Andagtens Stilhed, og at tilbede — som netop
Pessimistens Hjærte. Det længes som de, der længes mest, efter blot
ét at tro paa, noget at elske, ét, som var værd at elske.
Hvor skulde vel en Ibsen finde noget af dette hos Manden, den
helt kendte, den ganske værdsatte? Men naar det gælder Kvinden,
er det anderledes. Der er vide og halvtbelyste Egne i Kvindens
Sjæl, som Mandens og Digterens Erfaring knap har strejfet.
Digteren ved det og han befolker de ukendte, alle de skjulte Lande
i Følelsesriget hos Kvinden — med sine Længsler, med sine Drømme
om hende, med sin Tro, der vil tro.
Saaledes skabes en Solvejg.
Men Kvindeforherligelsens Tid skulde en Dag blive forbi.
Da Henrik Ibsen naaede Højdepunktet af sit Geni, da han
i „Gengangere" gav Verden et Skuespil, der som en mægtig og
ustandselig Plougs Fure skulde gennemskære Samfundene og
Samvittighederne; da han rørte ved Forældrenes egoistiske Hjærter;
da han spurgte dem: hvor de turde sætte i Verden Børn til at
slæbe paa Byrden af deres Fejl — Børn, som aldrig har bedt om
at sé Verden; da han raabte til Alving’erne paa den vide Jord:
Du var en ødelagt Mand og dog gjorde du dig til Fader — Fader
til en Søn, der skulde leve og dø i Vanvid og Angest .... da
Henrik Ibsen gav os „Gengangere", havde han faaet Øje paa en
medskyldig: Fru Al ving, som havde solgt sig selv for fyrretyve
tusend Specier og med Gemalen avlet Osvald i et Ægteskab uden
Elskov.
Vi husker jo alle og gør vel i at huske — hvordan
„Gengangere" blev modtaget over alt Nordens Land?
At der ikke var det Smuds, som fandtes for smudsigt til
at dænges paa dets Ophavsmand? At der i dette Land — og
dette Land er rigt paa Stene — ikke var Sten nok at finde til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
