Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Herman Bang: Hedda Gabler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at slynge mod ham — ham, der havde vovet tyve Aars literære
Hæder, hele sin Autoritet, hjembaaren om hans Navn fra saa
mange Sejervindinger, vovet det alt paa sit stolte og forfærdelige
Skuespil.
Nu høstede han Lønnen — af os.
Men Vredens Aar fulgte da ogsaa, Aar, hvor Mesteren
forbitredes mod Norden og sit Land.
Det var da, han, for at gøre sit Regnskab op, lod Dr.
Stock-mann finde Kilderne og blive stenet; det var da, han sendte Gregers
med sin ideale Fordring til alle Døre — vore Døre, som var lukkede alle.
Da Regnskabet med hans Land og med Nordens Folk var
opgjort, vendte Henrik Ibsen imidlertid tilbage til sin
Hovedproduktion, og det viste sig, at han, den langsomt arbejdende og
længe grublende, ikke havde glemt Fru Alving — Mandens
medskyldige. Ti „Rosmersholm“, „Fruen fra Havet”, „Hedda Gabler”
blev de Dramer, som fulgte: Skuespillene om Kvinderne som
de skyldige.
Første Gang, jeg saå „Rosmersholm”, blev det spillet saa
jævnt: det er jo lidt for ofte saa, at vi under Fremstillingen af
Mesterværker længes lidt efter Stuen, hvor vi stille læste dem.
Men en Scene var der, hvor de tusende, som hørte, fik ét Øre, hvor
Salen holdt Aanden — et Nu. Det er der, hvor Kroil og
Mor-tensgaard har været oppe hos Rosmer i hans Studereværelse, og
Rebekka, som har skjult sig i Alkoven, løfter Forhænget og staar
der — stor og skøn. Det gav et Sæt i Hundrederne, der saå
hende, som forstode de alle med et Instinkt, at her stod de
overfor mere end en enkelt Scene i et Skuespil: de var Ansigt til
Ansigt med en helt ny Fase i en Digterudvikling.
— Jeg har lyttet, siger Rebekka.
— Lyttet — hvor kunde du dog det, Rebekka?
Det er ikke Rosmer, som sønderslagen hvisker de Ord.
Det er en større end han. Det var Digteren selv. Han spurgte,
da hans Øje i Undfangelsesøjeblikket saa’ Rebekka West oprejst
for sig i denne Dør:
Er dette da virkelig en Kvindes Handling? Kan det ske
og kan det være sandt?
At lytte. At lytte er jo at stjæle. Man stjæler lige saa
godt, naar man stjæler Kundskab om andre Menneskers
Hemmeligheder, om deres Ord, om deres Handlinger, som naar man plumpt
røver faste Genstande, dem, man kan bære bort i to Hænder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
