Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Herman Bang: Hedda Gabler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og den. som kan stjæle, kan ogsaa lyve, og den, der mægter at
lyve, vil ogsaa kunne den Kunst — den frygteligste Kunst — at
bedrage.
— Hvor kunde du dog det.
Men Rebekka West har kunnet det. Hun har stjaalet, hun
har løjet, hun har bedraget, indtil Bedraget blev selve det Net,
hvori hun slyngede Fru Beate i Møllefossen.
Fra det Øjeblik, hvor Henrik Ibsen havde forstaaet Rebekka
West, har han ogsaa faaet det nye Syn paa Kvinden. Han stod
med ét overfor hele det utænkelige Væv af Mangel paa moralsk
Begreb, Retsbevidsthed, Ansvarsfølelse, paa Forstaaen af Grænserne
for tilladeligt og utilladeligt — overfor hele dette Dyb af
Rets-forvirring, som hedder Kvinden, hvilket en tusendaarig
Undertrykkelse har skabt, og hvis Spor kun hundredaarig Fremadskriden
vil kunne udslette.
Og han forbliver forbavset staaende overfor denne — i alt
Fald tilsyneladende — saa pludselig opdagede Kvinde, hvis moralske
Hulryggethed han har set.
Et enkelt Ord synes paa dette Tidspunkt af hans
Produktion at fascinere ham: Ordet forfølger ham, indeslutter som
Summen af hans Ny-Indtryk. Ordet er „Havfruen”. Sirenen, der
bedrager og lokker, mens hun bedrager, Havfruen, der forkogler,
mens hun frister mod Dybet — er det evigt tilbagevendende
Billede. Ulrik Brendel hilser allerede i „Rosmersholm* Rebekka
med et „Farvel, dejlige Havfrue”. Hilsenen gemmer Spiren til
Ellida i sig.
Jeg tilstaar, at „Fruen fra Havet” synes mig dunkelt og af
en Mystik, der forvirrer. Kun som bag fjærne Slør skimter og
følger vi Fru Ellida og „den fremmede”. Digterens Hovedtanke
ligger dog fuldt i Dagen. Moralsk uudviklet som Kvinden er,
vil Henrik Ibsen vise os hende som endnu bestandig mystisk
bunden — lig en Fortids Mennesker — til Naturen og
Naturens Magter. Hun er endnu afhængig deraf. Hun er ufri
derunder. „Den fremmede Mand” fra „Havet” er hendes Herre
og Mester. Hun er hans hemmelige Livegne. Men „den fremmede
Mand” er netop Baandet, der hemmelighedsfuldt bandt de første
Mennesker til Naturen selv, og som endnu binder — Kvinden.
Fordi hun tilhører „den fremmede”, gaar da Fru Ellida om i Dr.
Wandels Hus — i det moderne Samfund — som en skyldig: som
Hustru kun af Navn, som Moder af Navn, som Ven af Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
