Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Herman Bang: Hedda Gabler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den jager Manden ud i Livet, den driver ham frem paa Banen.
Han vil skabe sig Position, han vil mure sig Stilling. Han vil
opad, og han naa’r kun opad ved Arbejde.
Men Heddas Selvtilbedelse, Forgudelsen af det dejlige og
urørlige Legeme — den driver kun ind i Ensomheden, og bag
Spejlene bliver der et hemmeligt og selvvalgt Fængsel.
For mens Hedda bestandig paany knæler undrende ned for
sig selv, bliver Skatten — hun selv — bestandig mer kostelig i
hendes egne Øjne: hun under tilsidst ikke Livet et Gran, ikke
det Kende af sig selv. Livet er hende det ikke værdt.
Og selv hvis hun undte Livet sig selv, vilde det maaske
ikke nytte mer: ti hun kan ikke længer give. Som Narciss visnede
hen over Kilden, er Hedda Gabler langsomt visnet for Livet, der
bag sine Spejle. Hver Ævne, som vi ikke bruger, sygner hen og
dør ud. Det er Lov. Men alle de Ævner i Sjælen, som vender
udad, som vender sig handlelysten eller længselsfuld mod andre
Mennesker, mod Medmennesker — alle de Ævner er jo hos Hedda
forblevet ubrugte: Ævnen til at forbinde sig i Venskab, Ævnen til
Hengivenhed, Ævnen til at ofre, Ævnen til at hjælpe, give — —
de har været unyttede og de er døde ud. Hun stod ikke i noget
virkeligt Sjælsforhold til noget eneste Medmenneske, og nu kan
hun slet ikke mere gøre det.
Naar hun træder ud fra sine Spejle, ligger Livet kun foran
hende som et Skuespil, hvor alle de andre er Aktører, som maa
være glade til, at hun dog gider saa meget som at se paa dem —
Komedianterne.
Skuespillet synes saamænd ikke Hedda muntert, og det er
urimelig langt. Et helt Liv som Skuespil kan jo trætte, og der
maa Pirringsmidler til, hvis man skal holdes vaagen.
Heddas altid tomme Sjæl maa fyldes. Indefra vælder ingen
Kilder. Indtryk udefra bliver alt. Men disse Indtryk maa blive
alt stærkere, sjældnere, sælsommere. Hun jager derfor efter dem,
hun hidser sig til dem. Og hendes Liv bliver Jagt efter Sensation
og Eksperiment.
Af de fade Indfald er hun allerede træt.
Hendes Forlovelse var et Indfald. Der gik hun en Aften
med den arme Tesman. Hvad skulde hun sige til Staklen, som
var hende saa ligegyldig? Hendes Øjne faldt paa Statsraadinde
Falcks Villa: Der maatte være dejligt at bo, sagde hun hen i
Vejret. Og saa — blev hun forlovet hen i Vejret. Efter Forlovelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
