Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. phil. O. Jespersen: Sprogets Oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det kan jo tilsyneladende være temmelig ligegyldigt, om Mennesket
først har sagt vovvov eller pyh-, Faktum er jo dog, at han har
sagt begge Dele. Hver af Teorierne, maaske med Undtagelse af
bimbam, der næppe er andet end et uklart Udtryk for
Interjek-tionsteorien, kan forklare Dele af Sproget, men ogsaa kun Dele
— den største og vigtigste Del af Sprogets Omraade synes de
knap at tangere.
Mod Teorierne, alene med Undtagelse af Noirés, kan man
ogsaa indvende, at de ere for individualistiske, de tager ikke Sigte
paa det menneskelige Samliv, paa Sproget som social Funktion;
som Ellis udtrykker det, de ere gode nok for Robinson Crusoe;
men saa snart han faar Fredag til Medhjælp, slaar de ikke længer
til. De forudsætter endvidere alle, at Mennesket før Sprogets
Begyndelse har været tavst, umælende, hvilket er fysiologisk lidet
rimeligt. Ellers ser vi ikke et Organ fuldt færdigt samtidig med
den første Brug; et Organ udvikles kun med og ved Brugen.
Hvad Vovvovteorien angaar, er det nu først uheldigt at
tage netop det Eksempel, da Hunden, efter hvad Naturforskere
paastaar, først har lært at gø i tæmmet Tilstand. Men selv om
man ser bort fra dette og vælger et andet Dyreskrig til at
opkalde Teorien efter — der er nok at vælge imellem — saa er
det, som ogsaa Renan bemærker, temmelig urimeligt at tænke
sig denne Rækkefølge: Dyrene er originale nok til at skrige og
brøle, og først derpaa kommer Mennesket, der efteraber de lavere
Dyr og derved laver sig et Sprog.
Mod Pyhteoriens Tilhængere kan der indvendes, at de ikke
gaar dybt nok; de tager Interjektionerne som noget givet og
spørger ikke, hvorfra da de stammer. Dette Spørgsmaal har
Sprogforskerne helt ladet ligge; men fra naturvidenskabelig Side
findes der en Besvarelse, i alt Fald for nogle Interjektioners
Vedkommende, i Darwins interessante, men som det synes, af
Linguister helt oversete Værk The Expression of the Emotions.
Dér paavises der rent fysiologiske Grunde til, at Følelsen af
Foragt eller Væmmelse ledsages af en Tendens „to blow out the
mouth or nostrils, and this produces sounds like pooh or pish“.
Og Darwin fortsætter: „Naar en bliver opskræmmet eller pludselig
forbavset, indtræder der ligeledes af en forstaaelig Grund —
nemlig for at Legemet kan være rede til forlænget Anstrængelse
— en øjeblikkelig Tilbøjelighed til at spærre Munden vidt op for
at kunne indaande dybt og hurtigt. Naar den næste fulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
