Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Dr. phil. O. Jespersen: Sprogets Oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I de gamle germanske Digtersprog (Oldnordisk, Oldengelsk)
finder vi en forbavsende Mængde Ord for Begreber som Hav,
Skib, Mand; deri tør man vist se en Rest af en tidligere Tilstand,
hvor hvert af disse indbyrdes forskellige Ord havde sin
Betydningsnuance, som man imidlertid senere har glemt. Fortidens
Nomenklatur har sikkert gennemgaaende beroet paa samme Principer,
som endnu træder os i Møde i Ordgrupper som Hingst, Hoppe,
Plag, Føl i Stedet for Hanhest, Hunhest, Hesteunge. Det primitive
Sprog har altsaa for saa vidt flere leksikalske Elementer end
de senere.
I Modsætning til vore mere afblegede Ord, der sætter os i
Stand til ikke blot at udtrykke abstrakte Begreber langt bedre,
men ogsaa til ved Kombination til at gengive det konkrete paa
en mere bestemt Maade og med større Præcision, viser Oldordene
sig som mere sanselig anskuelige, mere umiddelbart malende, med
andre Ord mere brugbare i Poesiens Tjæneste. Men ogsaa paa
anden Maade viser der sig Slægtskab mellem Poesi og Ursprog.
Sætter vi os nemlig tilbage til et Sprog med lutter
saa-danne konkret-anskuelige Ord, ser vi tillige, at de trods deres
Antal ikke, naar de lægges ved Siden af hinanden, er tilstrækkelige
til at dække over alt det, som der kan være Trang til at betegne:
Rigdommen paa Udtryk hindrer ikke en vis Fattigdom, og derved
fremkommer idelig Nødvendigheden af at anvende Ordene udenfor
deres egentlige Begrebssfære. Denne overførte, metaforiske
Brug af Ordene er som bekendt en meget vigtig Faktor i
Sproglivet; og jeg tror at turde sige, mere i svundne Tider end nu. I
Tidernes Løb er mangfoldige Metaforer stivnede, saa at de ikke
længer for Sprogfølelsen staar som Metaforer; man undersøge
f. Eks. en Sætning som denne: „Jeg fatter ikke, at Forstanderen
vil tillægge saa kejtet udtrykte Forestillinger videre Vægt*. Næsten
hvert Ord er her et afdødt billedligt Udtryk. Men jo rigere et
Sprog er blevet paa saadanne Eksmetaforer, der virkelig er bievne
til egentlige Udtryk for vedkommende Tanke, des mindre Trang
er der til at opsøge nye Metaforer; des mere prosaisk bliver
Ud-tryksmaaden i det hele.
Det primitive Menneske har derimod idelig og overalt paa
Grund af sit Sprogs Beskaffenhed været henvist til at bruge Ord
og Vendinger overført, til at udtrykke sig poetisk. Som i den
overleverede Literatur i alle Lande Poesi gaar forud for Prosa,
saaledes er ogsaa det poetiske Sprog i det hele ældre end det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
