- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 9 (1892) /
862

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Vilhelm Møller: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

en blød, entonig Klage. Synderligt mere anses ikke for fornødent; og selve dette
lidet anvendes med Økonomi, til Situationer, hvor man er sammen med den
elskede, eller hvor Teksten bestemt forlanger, at man skal strænge sig noget
an. løvrig er man den, man altid er, mens man spiser til Middag f. Eks., eller
mens man drøfter Gladstones Politik. Og dog turde vel del
ejendommelige ved Forelskelsen være en Uro, en Betagethed, der halvvejs omskaber de
paagældendes Væsen, der bripger dets Omrids til at flimre usikkert, lig et
Spejlbilleds i rindende Vand. Forelskede gør, hvad de ikke vil, og siger, hvad
de ikke vil; mod deres Vilje løber Munden psta dem som en Peberkværn, for
det næste Øjeblik lige saa egensindigt at gaa i Staa; Stemme, Minespil,
Gestikulation opererer som paa egen Haand og finder paa de underligste, tit de
mest irriterende Ting. Et kosteligt Skue sikkert, saadan en Forelsket, for de
høje Guder paa Olymp! med mindre maaske Guderne i deres Visdom skulde
finde, at blandt det brogede Menneskemylder, der drager forbi som en Drøm,
er hin ulykkeligt-lykkelige Ufri ikke den mindst rørende eller kønne.

Jeg kan huske, at jeg en Dag under en Samtale med en af vore .første
Elskere’ antydede alt dette: at nemlig de Herrer Elskere benytter altfor faa
Træk til at male den Sindstilstand, som kaldes Elskov; og at af disse faa Trask
har endda en Broderpart aldrig været ægte eller er det ikke længer (som det
f. Eks. er et „uægte" Træk nu at ville illustrere Forelskelse ved at lægge
Haanden paa Hjærtet), medens Resten igen er saa fortærsket og forslidt, saa
den har tabt sin meste Kraft til at illudere. — Den første Elsker vendte imod
mig et aabent, overlegent-velvilligt Ansigt og sagde, for det første, at jeg
manglede „praktisk Teaterkendskab". Folk med „praktisk Kendskab til Teatret"
vidste, at da Skuespillerne i de moderne store Teatemun maa sætte Stemmen
en to, tre Toner op og anlægge megen Sminke, saa er fine Nuancer i
Stemmeføring og Minespil simpelthen en Umulighed. Derefter holdt han et lille
Foredrag for mig om „Stilen" eller „Traditionen"–––––det forekom mig, jeg havde

læst noget lignende af og til hos Kritikere, som i deres Foi-stands
Uskyldighed gør sig en Profession af at smigre for Skuespilleres Ladhed eller Mangel
paa Talent. Men med Tilladelse — Scenens mandlige Kunstnere kan dog vel
ikke være værre stedte end dens kvindelige. Og hvad ser man hos talentfulde
Skuespillerinder hele Verden over? At de, naar de skal fremstille Elskov,
udskyder traditionelle Betegnelser, men indfører nye, og at de netop i Kraft af
denne „Ombytning af Farverne paa Paletten" griber Tilskuerne saa stærkt En
Gang i Januar eller Februar gæstede Italienerinden Elenonora Duse Wien, det
overraskende tealerbegejstrede og teaterforstandige Wien. Første Aften var
Huset halv tomt, de følgende var det overfyldt. Byen blev som besat af
„Duse-Feber". Hvorfor? Fordi man, naar hun spillede en Elskerinde-Rolle, syntes,
at man saa’ og hørte uafbrudt deroppe paa Scenen en Kvinde, der virkelig
elskede, virkelig led, virkelig var ude af sig selv af Lykke, og der ikke blot
lod, som hun elskede. Fordi Eleonora Duse brugte et Mylder af nye og dog
fra Livel vel bekendte Træk: flettede sine Fingre ind mellem den Elskedes,
trykkede hans Haand mod sin Kind, sin Mund, sin Mund, knugede sig ind mod hans
Bryst, som vilde hendes Jeg gaa op i hans, forsvinde i hans. Eller husk paa
de Gæster, vi har haft her hjemme: Ristori — den gamle Dame! — da hun
som Elisabeth gav Grev Essex sin Ring og siden, da hun skulde underskrive
hans Dødsdom; Sarah Bernhardt, da hun i „Valerie", helbredet for sin Blind-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1892/0870.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free