Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det yar da en stor Ulykke for Manden, rigtig Synd. Nøjagtigt altsaa det modsatte
af, hvad der skulde føles!
Hr. Emil Poulsen spillede Abel. Som bekendt undgaar Hr. Poulsen helst
de stærke Udbrud; hvor der kræves .Forte*, prøver han sig frem med
Sordinen, han erstatter gærne den Lidenskab, der raser, med en ,undertrvkt‘
Lidenskab. Forsaavidt overraskedes man ikke, da det viste sig, at han havde
anlagt Hertug Abel som Grubler, som en mørk, myndig, bitter Grubler. Han
saa’ udmærket ud, hans Spil i Gravkapels-Scenen havde baade Linjer og
Farver. Bagefter derimod, under Samvittighedsnaget, flossede rigtignok den
mørke Myndighed ud i en graa Klynken, og Grubleren teede sig som en naiv
Ambrosius. Men lige meget derom! Den rette Indvending lyder paa, at Hertug
Abel er en ganske anden Figur. Som hos alle de .mørke* Brødre i
Øhlenschlægers Forbilleder blandt Broderfjendskabs - Dramerne knitrer og flammer
der i Abels Sjæl en skummel, fortærende, jagende Ild. Hans Omgivelser siger
det om ham, han siger det selv. Han sammenligner sig med Drankeren, med
Spilleren, med den brunstige Elsker, med alt og alle, som fuldstændig har tabt
Styret over sig. Og i Stykkets allersidste Replik kendetegner han sit Liv: ,en
evig Storm mod Skæbnen, mod mig selv!* Han er det nøjagtige Sidestykke
— og dog Kontrasten til sin Broder, og saaledes maa han spilles. For det
første fordi han kun da bliver tragisk: el Offer — ikke for et Øjebliks
For-glemmen sig, men for sit evig utæmmelige Sind. For det andet, fordi han
kun da bliver tragisk Helt: udrustet med en sjælden Sjæl, ikke med en
Dusin-Sjæl, end sige med en af dem, der findes hos Skokke. Og endelig, fordi
saadan har Øhlenschlæger nu en Gang tænkt sig ham. Man maa virkelig se at
komme bort fra den for vor store Digter saa fornærmende Idé, at han skulde
have siddet og skrevet Tragedier om Sindstilstande og om Figurer, der mest
passende lod sig behandle i smaaborgerlige Mdiodramer.
Det øvrige Spil i Stykket — og Spillet i alvorlige Roller andensteds i
den forløbne Maaned — tør nok saa godt glemmes som gemmes. Paa
Dagmar-teatret havde Hr. Getti to store Partier (Hovedfigurerne i Calderons .Dommeren
fra Zalamea* samt i Turgénjevs nyindstuderede .Naadsensbrødet*), hvor stærke
Lidenskaber lejlighedsvis koger og bruser. Hr. Getti kan naa et Stykke Vej,
baade i Lystspillet og i det højere Skuespil, naar han lægger Kapsun paa sig;
hans rolige, kolde Myndighed som .Dommeren* tog sig f. Eks. ud af noget. Men
slipper han sig løs, saa gaar det ilde. Han farer da frem med et Apparat af
Tremoleren og Øjenvridninger og Hovedkast og Arm-Udslag og falske
Betoninger, som forbavser. Bulderet afficerer maaske nogle nervøse; fastere
Naturer føler blot et eneste: Gud Fader bevares —!
Derimod var der adskilligt fornøjeligt af komisk Skuespilkunst Det vilde
da ogsaa været ondt andet. Ligervis som Dansken fra Lodbrogs Tid plasker
husvant til Søs, saaledes forstaar han lige fra Holbergs Tid at spille morsomt Komedie.
Først et Par Præstationer eller tre, som var paa Nippet til at blive gode.
De manglede blot Prikken over i’et, eller Prikken var bleven altfor stor, — for
lidt og for meget gør jo ens Fortræd. Paa det kgl. Teater havde Hr. Mantzius
arvet Topsøes pudsige og moderniserede Miniaturudgave af en politisk
Kandestøber. Figuren stod frit og klar Stykket igennem som en gammel, lidt
duknakket, noget pertentlig, ævlende vigtig og ævlet skikkelig Gentleman. Men
der var en Smule forkuet over den, som om den ikke ret turde eller kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
