Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
give sig hen. — Ganske det samme „retiré* dæmpede paa Dagmarteatret
Virkningen af Hr. Marers Thomas Diafoirus (.Indbildte Syge”). Samme Thomas
saa’ fortræffelig ud — lig en mistænksom og sur Abekat, — som han tronede
oppe paa Barnestolen; og de pedantisk skruede Hilsner kom i en lykkelig
idiotisk Remsetone. Men alle mellemliggende Repliker brød Illusionen: her
hørte man pludselig en ny Person tale. Rimeligvis mangler Hr. Marer Mod,
en Mangel, som et skønsomt Publikum dog nemt vilde kunne afhjælpe. — Og
maaske det til syvende og sidst forholder sig lige saadan med Hr. Emanuel
Larsen, skøndt det ser anderledes ud. Han sætter nemlig i og farer fort med
febrilsk Kraft; hans Figurer har et sitrende Overmaal af Lebendighed, af Farve.
Ogsaa de mangler (men som man forstaar: paa en anden Maadej det, som Tyskerne
kalder „Behäbigkeit*, dette at gøre Indtryk af at være i egne Klæder og paa
egen Boldgade, — hvad der virker saa beroligende og dog saa oplivende.
Talentet er der imidlertid. Mest karakteristisk fik han sin forlorne
Flotten-heimer af en ung russisk Landadelsmand („Naadensbrødet*). Men hvorfor
indskød han monstro saa ofte et „Aa skidt!* i Replikeme? Meningen er ikke, at
det skulde være „simpelt* at sige „Aa skidt!* paa Teatret; Topsøe lader jo
f. Eks. sin Baron sige det Det staar bare her ikke i Teksten. Og det staar
der ikke, fordi den omtalte Adelsmand netop lægger Vægt paa at være „comme
il faut* i den fine Verden, og fordi jo mere han (og hans petersborgske
Bekendt) holdes „comme il faut* i det rent udvortes, des bedre faar man
Turgénjevs Ironi frem: den om de kalkede Grave, der indvortes er fulde af
plump Vederstyggelighed.
I Erik og Amalie Skrams Fjældmennesker fik Fru Lehmann sin første
Sukces. For sine smukke Øjnes Skyld er hun hidtil haardnakket bleven
anvendt kun i alvorlige Roller. Højskoleforstander-Fruen her — Haaret pjusket
løst, bleg af Forskruethed og Drik, slængende og ledeløs i tillært Djærvhed —
gav endelig dem Ret, som længe har ment, at Fru L. foreløbig hører hjemme
i et lystigere Repertoire . . . Selve Stykket var et Forsøg paa at skildre en
Klikes Hverdagsliv. Ingen synderlig Interesse for en enkelt Figur, end sige for
en enkelt Figurs „Krise*; nej men et spodsk Blik paa en vis „Kreds*, med
dens flove Jargon, dens øde Dagsløseri, dens plumpe Sæder, dens frivole og
brutale Flirtation: og saa for Resten et Par skikkelige smaa Spurve forvildet ind
i Tranedansen. Det var ikke saa traditionelt, dette Skuespil, som Skuespil er
flest. Men maaske der dog er en Hage ved det forholdsvis ny i dets Manér,
eller maaske dets Forfattere ikke havde haft Humør nok, eller maaske det
altsammen faldt os for fremmed, for norsk. I alt Fald blev da Fru Lehmanns
Spil det bedste ved Forestillingen.
Men det allerfornøjeligste af Maanedens Scene-Kunst var naturligvis Hr.
Sophus Neumanns Argan (Dagmarteatret). Og det uagtet han lod meget af
Opgaven uløst. Der stikker nemlig ikke saa ganske lidt endda i Moliéres
indbildte Syge. Denne Argan — en godlidende, indskrænket Mand med en
latterlig Mani for at tro sig syg — har’ikke blot de indbildt syges
Bekymret-hed og Opfarenhed og ofte bundløse Egoisme; han er tillige blindt forlibt i
sin unge Kone, kærlig Fader for sin lille Datter, betydelig trykket af sin sindige
Broders Autoritet, overtroisk respektfuld og angest overfor sin Huslæge. Han
viser sig i mange forskellige Belysninger, og hver af dem viser en ny Side hos
ham. Tilsidst véd man ganske nøje, hvordan Livet gaar i hans Hus, hvordan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
