Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Larsen: Et gammelt Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg var rømt væk hjemme fra, fra alt det, jeg elskede, og
hvert eneste af mine Haab, fordi jeg ikke kunde magte det, jeg
vilde deri, og fordi hver Dags fortsatte Pine tærede paa mine
Kræfter og gjorde mig det haabløsere nogensinde at kunne naa
det. Jeg vilde være Digter, dansk Digter. Og det maatte for mig
betyde at ville fæstne i dansk Sprog det flygtigste af det flygtige, det,
som er sammensat af endnu langt mindre haandgribelige Ting
end Fenrisulvens Lænke: den menneskelige Stemning. Jeg havde
skrevet, fra jeg var en lille Dreng, abeagtige Forsøg, som naar
det lille Barn snakker sin Moders Ord efter. Det havde altsammen
været Øvelser, som førte ind i de dannede Lags banale Bogsprog,
det som faktisk oplyser, som beretter, tegner — paa samme Maade
som en almindelig Illustration. Men saa kom den lykkelige Tid,
hvor alt det vidunderlig meget nye, der hændte en, sprængte den
gamle Form, og jeg følte en Dag med Undren, hvorledes Pennen
var bleven til en Pensel under min Haand. Og det var
altsammen kommet, uden at jeg havde vidst af det, som et
Aladdins Æble, der var faldet i min Turban, saa jeg gik roligt
smilende omkring og ventede paa det næste Kast. Men det
kom ikke. Tiden gik, og min Nervøsitet steg. De første, fuldtud
lykkede Brudstykker var fremkomne ganske frivilligt, efter at
Stemningen havde afklaret sig kunstnerisk fuldt ud, men dertil
kunde jeg slet ikke finde nogen Tid mere, saa lang som Kunsten
var og saa kort Livet. Jeg saa’ efter i mine gamle Ting, søgte at
blive klar over, hvorledes de var gjort, mente, det hele var kun et
teknisk Spørgsmaal og begyndte at eksperimentere. Jeg gav mig til
at skrive og skrive ustandseligt, saa maatte det dog en Gang komme!
Men bagved al min Stræben bankede der hemmeligt en uhyggelig
Fornemmelse af, at jeg slet ikke forstod at arbejde kunstnerisk
endnu, at der til at eksperimentere just hører en vældig
kunstnerisk Sikkerhed, og at min hovedkulds uklare Jagen ikke kunde
lære mig det mindste, jeg kunde bygge sikkert videre paa. Og
for hver Dag mere, jeg træt skød Manuskriptet langt fra mig,
hviskede det tydeligere og tydeligere i min to og tyveaarige Sjæl,
at hvad det sikkert mest kom an paa, det var det ene, store at
have Mod til at vente, vente i Tro paa sig selv. Men min Tro
var bleven svag og kunde blegne for et Smil.
––––––-Jeg skød min Lænestol til Side og gik forbi
Skakspillerne hen til de mange Aviser. Der var fra alle Lande og i
de forskelligste Farver. Havde jeg ikke i Grunden her, hvad jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
