Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Larsen: Et gammelt Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
søgte: hele Verden, serveret paa Avisspalte og i den mest
fuldendte Diskretion!
Men saa manglede der dog noget som jeg ikke kunde leve
foruden, denne tavse Luft var gold for min Fantasi. I dette
Stenhus levede ingen af disse fine mangeartede Lyd fra
menneskeligt Liv, som trænger sig dæmpede ind til ens Arbejdsbord,
sætter vor Følelse i Svingninger og stundom leder vor Pen.
Her vilde jeg aldrig nogen Aften kunne høre saa meget som blot
den fjærne Snurren af en lille vedholdende Symaskine eller nogle
mødige Trin, som dog blev ved at gaa og gaa, op og ned ad
Gulvet. De kommer, saadanne Smaalyde, uden at vi rigtig véd
deraf, som Indtrykkene ude fra, naar vi ligger og sover; men stille
og sikkert virker de med til at farve vort Stemningsliv. Tag dem
bort, og vi vil føle os som indespærrede i den Luft, hvori Mennesker
ikke kan aande; Rummet omkring os maa være fyldt med Spirer
for vor Medfølelse med andet menneskeligt Liv!
Og det maa ogsaa gemme nogen Medfølelse med vort eget
Liv! Ikke af den Medfølelse, der spørger og vil vide, som vil
trøste, fordi den mener at have forstaaet, nej, en Medfølelse af
en ganske anden Art.
Jeg havde en Ven, der var Kunstner som jeg selv, og som
i sit Livs pinligste Brydningstid boede hos jævne Folk. Ind til
Familiens Stue gik en Dør, som han havde stillet en Reol foran,
og bag den Dør var Familiens Datters Plads. Hun var en tarvelig
Pige paa 18—20 Aar, og hun lyttede ved sit Haandarbejde til de
nervøse, uens Skridt fra Stuen inde ved Siden af. Ikke en Linje
forstod hun af hans Kunst, ikke et Gran af al hans voldsomme
Sjælekamp; men hun forstod Klangen i de Skridt og den store
menneskelige Smærte, der laa bag dem. Og hun sagde intet, for
hun havde intet begrebet, der kunde siges i Ord, og saa havde
hun dog begrebet det eneste, som der dybest set var at begribe,
og som noget andet Menneske end han selv kunde forstaa —
ganske stille gav hun sig til at fjærne alle de smaa og irriterende
Torne af hans Vej, og det saaledes, at hun ikke en Gang
bebyrdede ham med nogen Fordring paa Tak. Saa en Gang, da
han var kommen over sin Krise og stod en Morgen henne ved
Vinduet, saa’ han den lille Buket røde Nelliker, hun havde
stillet paa hans Bord; og da huskede han, at saaledes havde der
staaet af hans Yndlingsblomst saa tit, og fra de Nelliker var der
med et bleven kastet et Skær tilbage paa en uafbrudt Række
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
