Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Larsen: Et gammelt Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lønlige Idéforbindelser bag ved Ordene, hvormed Digteren har
arbejdet. Den hørte til de Kunstværker, hvis Formaal er det ene
og største at skabe Stemning og intet andet.
Naar jeg var bleven færdig med et Afsnit, gik jeg ganske
sagte hen og satte mig i Lænestolen, der stod længst inde i
Værelset, helt i Mørke. Og dér kunde jeg sidde og se længe imod
det eneste lysende i hele det store Rum: Lampen, der under
Skærmen kastede sit Skær ud over den opslaaede Bog med det
gullige Papir.
Det var en stor, en henrivende Nydelse, men med hvor
megen Vemod bag!
Dette faste, samlede Lys, som laa over Bogen derhenne,
anskueliggjorde for mig den Digters overlegne Modenhed, som
havde kunnet skrive saaledes. Der var gaaet et Par Maaneder
mere hen for mig, og jeg havde intet arbejdet. Stundum var det
forekommet mig, som om jeg ubevidst var vundet dog i hvert Fald
nogle Skridt fremad i den Tid, men nu vidste jeg saa godt, at
der efter denne dejlige Bog vilde komme nervøse og opslidende
Kampe, for at jeg ikke atter skulde tage Pennen i Haand og
kaste mig ud i Forsøg, som jeg alt for godt følte, jeg endnu ikke
vilde kunne magte.
Og i de følgende Dage hvirvlede alle de gamle fortvivlede
Stemninger ind paa mig igen med Følelsen af en Afmagt, der
maaske aldrig vilde blive hævet. Havde de ikke til syvende og
sidst Ret, de sunde, normale Mennesker, der anbefalede koldt
Vand og et rigtig disciplineret Arbejde?! — Og saa vidste jeg
dog inderst inde alt for godt, at disse Spidsborgere ikke havde
Ret, og at jeg aldrig vilde naa at faa min Kunst saa uendelig
altopslugende kær, som det var nødvendigt, uden netop gennem
disse haarde Lidelser!
Men forpint var jeg bleven igen, med alle de fintfølende
Fornemmelser skræmte op paa ny, og ikke alene bragt ud af min Ro,
men næsten irriteret over alt det, som havde kunnet lulle mig i
den. Mine gamle Damers barnlige Optagethed, der steg med hver
Dag, vi kom nærmere mod Julen, blev mig næsten imod. Jeg
maatte bekæmpe mig for roligt at sidde og høre paa,
hvorledes Manufakturhandleren i de sidste Dage havde pyntet op med
røde, strikkede Dukker, og at Urtekræmmeren havde stillet
forgyldte Valdnødder og store Kors af Brystsukker i Vinduet. Det
var ogsaa uden Interesse, at jeg hørte dem tiske og hviske om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
