Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Larsen: Et gammelt Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saa stod jeg paa en Gang stille: Hvad var det? Nej —
jo! — Det var da ikke muligt?! Der lød Musik inde fra os.
Alt Ræsonnement svandt for nogle Øjeblikke ud af mit
Hoved, jeg tog blot med Fingerspidserne om Dørgrebet. Det var
ingen rigtig Melodi, blot nogle dæmpede Akkorder med en ganske
tynd og spinkel Klang. Nu tav det.
Jeg lukkede meget sagte op og traadte ind i den mørke
Forstue. Luften omkring mig summede af Tavshed. Jeg satte
mig stille paa Bænken med Hatten foran mig paa mine Knæ. Og
da begreb jeg, at det maatte være den gamle Enke, som spillede
paa sit gamle Instrument. Det lød derindefra igen.
Nogle enkelte Takter af gamle Melodier, og saa holdt hun
inde! Man hørte hende ikke røre sig, alt var ganske tyst.
Saaledes listede hun altsaa hjem hver Julenat og spillede
for sig selv ... eller rettere for sine Børn ... Stumper og Stykker
af det, hun havde spillet for dem før–––-
Og der havde ingen anet det af de Mennesker, hun havde
boet sammen med i saa mange Aar!
Jeg lyttede, for om hun ikke skulde begynde igen; disse
Pavser drev mig alt mit Blod til Hjærtet. Det var, ligesom man
i dem kunde føle hendes Stemning blive til, og hvorledes den
sænkede sig dybere og dybere i det allerhelligste af hendes Sjæl
— denne gamle Kvinde, som i Mørket famlede efter de Toner,
hun en Gang havde spillet for sine Børn.
Jeg mærkede det skælve i mine Øjekroge, der greb mig en
Tanke, som jeg ikke kunde undvige: Sammenligningen imellem
hende, der havde mistet alt, hvad hun havde haft her i Livet, og
saa mig, unge Mand, der gik og pintes i Angest for det eneste,
som kunde blive Livet for mig! —
Og hun spillede igen, et Par Takter, som jeg kæmpede for
ikke at komme til at forstyrre. —
Og saa blev alting stille.–––
Karl Larsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
