Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Madsen: I Holland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Nattevagtens* Nærhed, synes de, trods alle de Fortrin, man ved
en nær Betragtning af dem maa anerkende, kolorerede og ikke
malte, de bliver flove, kolde, kedelige og ligegyldige.
Det virker som Poesi, som Musik, dette Billede. Det er ikke
Portrætkunst, ikke som en tro og skarp Karakteristik af de Mænd,
der var Kaptajn Cocqs Skytter 1642, har det sit bedste Værd;
Rembrandt har unægtelig malt adskillige bedre Portræter.
Overraskende, selsomt og fantastisk er baade Billedets Virkning og
mange af dets enkelte Figurer. Den lille Pige, der bringer Sejerens
Pris, synes at være fløjen derind fra et eller andet Drømmeland
bag Østens Bjærge, og der er noget fremmedartet og forunderligt,
noget underjordisk, gnomagtigt over den lille gule Løjtnant, den
røde Mand bag ham og den krumbøjede Trommeslager, til hvis
dumpe Hvirvel Skytterne samles. De synes at vrimle frem fra det
hemmelighedsfulde Dyb bag et Troldslots aabne Port, kaldte derfra
af Nødskrig og angestfulde Bønner, at træde ud i et uvant Daglys
som sikre Hjælpere, som Frelsere for noget stort og helligt, der
er i Fare, at udfolde Fanen og lade Vaabnene blinke i Skæret af
en Sol, der pludselig genvinder sin Magt. Man tror at se en
Helteskare berede sig til Kamp for Fædrelandets Lykke, til Forsvar for
Friheden; der er ved dens Udmarsch noget saa muntert klingende og
sejersstolt jublende, noget saa dragende, lokkende, løfterigt og
lantasifængslende som i Heroica’s stærke Akkorder. De to Anføreres
taktfaste Skriden fremefter er den pragtfuldt højtidelige Melodi, til
hvilken alle Billedets stormfuldt brusende Akkorder samler sig. —
Billedets mørke store Masser, sortnede under de yderst
uheldige Forhold, i hvilke det — halvejs forglemt — længe har hængt,
en Aarsag til det mystiske Navn, med hvilket det er blevet døbt
og som det vil beholde, uagtet denne saakaldte „Nattevagt* jo i
Virkeligheden fremstiller et Skyttekompagnis Udrykning til en
Skiveskydning, og denne Udrykning foregaar ved Dag, i Solskin.
Solskin er der i Billedet, ikke det hvide, mat mælkede Lys, som
Malerne i en Tid, hvor elektrisk Belysning er Idealet, dyrker som
Solskin, men en brændende Solglød, der straaler, tindrer og blænder,
og overalt sender sit varme Skær i Kamp mod Krogenes Mørke.
Aldrig har det været mig saa paafaldende, hvor solfyldte
Rem-brandts Billeder er, som paa Dage, hvor Sneen hvirvler af Sted
over Amsterdam fra en trist Vinterhimmel. Baade overfor
„Nattevagten* og De Staalmeesters har jeg maattet spørge, om det i
Sandhed var muligt, at Solen ikke skinnede udenfor. Den var der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
