- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 9 (1892) /
953

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Vilhelm Møller: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

„Kapelmester-Musik* — men køligere, mere anstrengt i Tonen og med
langt plumpere Teater-Effekter — er ogsaa Gutzkows Uriel Acosta, det sidst
fremstillede Stykke af Dagmarteatrets omfattende tyske Import. Sygdom har
foreløbig hindret Anmelderen i at se det spillet, — og her skal da kun
tilføjes nogle Ord om Privatteatrenes seneste Lystspil-Opførelser.

Dagmarteatret havde ikke rigtig Held med sin Udførelse af Goldsmiths
morsomme Komedie „The goodnalured man* (urigtig oversat ved Den
godmodige Mand). Stykket handler om en Taabelighed, en Nykke. Mr.
Honey-wood lider af den Daarskab („humour*) at være altfor føjelig og bøjelig og
skikkelig; Komedien vil vise. hvorledes han kureres for sin Daarskab (bringes
„out of his humour“). Men Hr. Liebmann, som spillede Hovedrollen,
karakteriserede ikke tilstrækkelig skarpt. Man saa’ ikke, hvilke Fejl — Ladhed,
Svaghed, Behagesyge? - der havde ført hans Mr. Honeywood ind i hans
Taabelighed; ikke heller saa’ man, hvorledes de Prøvelser, der hjemsøgte ham, bragte
ham til efterhaanden at aflægge Fejlene. Og som Patienten blev utydelig,
saa-ledes blev ogsaa Kuren det: Folk forstod ikke, at det var en Kur. Dét var
Iscenesætterens Skyld. Der er jo den Forskel paa den Moliére-Holbergske og
paa den engelske Daarskabs-Komedie, at medens den første gaar lige løs paa
Sagen og helbreder sine Daarer ved direkte at spille dem Puds, saa naa’r den
anden sit Maal ad en Omvej: den anvender selvstændige
Bifigurs-Episoder, hvori den saa lader Daarerne blive indviklet, og af hvis Udfald de
paa-virkes. Denne Teknik er fantasifuld, men farlig; thi hvis ikke Bifigurs-Episoderne
behandles rask og discret, ogsaa af Skuespillerne, saa bliver naturligvis
Hovedpersonen tilsidst borte blandt Bifigurerne, Stykket falder fra hinanden, der
kommer tilsyneladende ingen Mening eller Sammenhæng. Og paa Dagmarteatret
fik nu netop Bifigurerne Lov at brede sig og støje over alle Grænser! Derfor
kunde man, da man gik hjem fra Teatret, høre atter og atter Tilskuere sige:
„Ganske morsomt, men saa langt!* eller „Ganske morsomt, men noget Vrøvl!*

Den værste til at brede sig og støje var Hr. Sopb. Neumann. Han hører
overhovedet til den Art Skuespillere, som let i store Stykker redder de enkelte
Situationer ved at slaa Helheden ihjel. Dét hænger sammen med en mærkelig
Begrænsning af hans betydelige Talent Han kan stille en Figur — lad os f. Eks.
sige: en galdesyg Mand — lyslevende paa Benene og ogsaa bevare den
lyslevende, saa længe Figuren er i sin normale Stemning. Men lad der komme
Sindsbevægelser, lad f. Eks. den galdesyge Mand blive bedrøvet eller blive
glad! og man vil som oftest se Hr. Neumann give sig til at vende Øjne og vride
Mund eller sparke ud og fare om, paa en Maade, der kan betyde alt ligesaa
godt som Sorg eller Glæde, fordi det egenlig betyder — slet ingenting. Skyldes
det Mangel paa Intelligens, Flid, Takt? Eller skulde muligt Hr. Neumanns
Udtryksmidler, særlig hans Stemme, være fattigere, end man tror, paa de
„Farver*, som kræves i den store Karakter-Komedie? Vist er det, at han kun
altfor ofte bliver — ikke Farsør (thi Farsøren blot forstærker jo en Smule de
naturlige Sindsbevægelses-Udtryk), men noget meget ringere: nemlig Grimassør.

Frk. Collin var fortræffelig i Begyndelsen af sin Rolle: som en ængslet,
forpint, forelsket ung Pige under en prekær Situation. Den grædefærdige
Uro fik hun skuffende og kønt frem. Siden hen fandt hun ganske vist kun et
konventionelt Udtryk (at gribe vaklende fat i et Bord) for en stor Skræk; og
til allersidst blev hendes Angst til blot og bar Utaalmodighed. Men magter hun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1892/0961.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free