Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Niels Møller: Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taage.
11
den Slags, der i kort Begreb tager sig ud som Grønkaal, Hvidtøl
og en stumpet Dug. Det skar i ham ved Tanken om saadant et
Hjem. Maaske fordi han kunde mindes et lignende, naar han gik
lidt tilbage i sin egen Slægt. Huf, han havde stadig det tykke
Plebejerblod langt nede i sig; derfor blev det sagtens saa tyndt
højt oppe.
Tænke sig ogsaa, at et usaligt Menneske skulde være dømt
til at sidde her som et slukt Kul, naar Aftenen faldt paa, og der
blev tændt Lys hjemme i ens egen By, og det summede af Fødder
og Latter og Tale, og Vognene rumlede og Hestehovene sagde
klip-klap. Hvor var det dog uendelig rart at kunne drive ned ad
Gaden og føie sig som i sin egen Dagligstue, hilse paa en her og
blinke til en anden hist, mærke hele det vældige Liv gaa igennem
sin egen Hjærne, nyde Synet af en smuk Dame, der kom forbi,
og se hende blive borte uden Sorg: det var netop det flygtige ved
Mødet, man glædede sig over. Og saa kunde man endda gaa
derhjemme og vrænge Næse ad sine gode Dage og længes efter
Landets Herligheder procul negotiis ligesom den gamle romerske
Fyr, vi læste om i Skolen, „Aagerkarlen", som den slunkne Lærer
sagde saa haanlig. Isch! denne dydige Haan hos de vanmægtige!
Det var nok værd at vide, hvad der var mest barbarisk: at lade
Pengene ligge og mugne eller at faa dem ud at yngle, selv om
man somme Tider drev det lidt vel groft.
Naturligvis kunde der være en led Støv og Spektakel i
Byen; men den havde dog altid det umaadelige Fortrin, at alle
ens Sanser stadig fyldes af nyt; Sjælen er mæt, Tanken bestandig
paa Flugt; man kender sig blot som noget spillevende, der har
uhyre travlt, og man faar ikke Stunder til at gaa og befamle sig
selv eller tære paa gamle Minder. Hvad der er en meget usund
Kost. Han var en Gang i et ledigt Øjeblik kommet til at rode
op i gamle Breve og sine Smørerier fra Studenterdagene; men det
skulde han aldrig gøre mere. Puha! han blev ganske rød, naar
han tænkte paa, hvad han havde været for en uerfaren, leddeløs
Spædekalv den Gang.
Men saadan som han sad her, spærret ude fra alt Liv og
Lys, saa at sige i Enkeltcelle — for han vilde ikke regne
Isenkræmmeren; han var nærmest som en Fangevogter — var man
saa fattig, at ens arme Hjærne blev nødt til at leve af sig selv.
Og det borede og gravede og halede frem; han kunde næsten
føie, hvor der blev mere og mere tomt og sort derinde; og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
