Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Niels Møller: Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taage.
19
For det var vel dog alligevel del, hun sagde? Eller er det bare ene
og alene noget, den klangløse Klokke derude har bildt mig ind?
Jeg havde troet, det var Dødens almindelige Stads og
Tilbehør, du tænkte paa, Præst og Kranse paa Kisten og Silkebaand
og Flor om Hatten. Det tog jeg mig ikke nær. Saa er man paa
den sikre Side og kan knibe Læberne sammen. Men her er det
frygtelige foran mig, og du har lagt den gustne Taage over mine
Øjne, og du ringer din haarde Dødsklokke, der drager stærkere og
stærkere og faar mit Hjerte til at krympe sig. Hvad stunder til?
Lad mig ikke møde det i Blinde. Nu maler det sorte Vand som
i en Sluse, og det bobler op som dybe Dødssuk paa Bunden.
Ja, du er den stærke og den listige. Taabe jeg var. Nu
ser jeg, at du har lokket mig som et lille Barn ind paa det døde
Hav, hvor Solen aldrig skinner. Nu stunder Mørket til, og Klokken
kalder paa mit Liv. Skaan mig! Jeg vil aabenbare det inderste
og tage min Skyld paa mig. Du har Magten, og jeg vil ikke
kæmpe længer. Nej, det var ikke bare for Pengenes Skyld, at
jeg gjorde mig haard, ikke først og fremmest for dem. Har jeg
ikke været lempelig mod mange? Var han kommen til mig en
Gang til, din gamle Fader, saa havde jeg næppe gjort det. Men
han sendte dig, og jeg saa ind i dig, og vilde tvinge dig, tæmme
dig, knuse dig, vilde jeg. Ikke af Attraa efter dig; den kan have
været der, men saa flygtig som en Vinge. Jeg var ikke hungrig
efter dit Legeme, det var din Sjæl, jeg vilde kue. Aa, jeg
mærkede ved dit første Ord, hvor hvert Gran i dig krympede sig ved,
at du maatte staa der og bede mig om Skaansel. Hvor har ikke
din gamle Slægts forfinede Hovmod tynget dig i Knæ, da du gik
op ad mine Trapper. Jeg begreb, hvor du maatte være i Vaande,
og det harmede mig, at du endda holdt dit Hoved højt. Saa
kom det onde op i mig. Jeg vilde mishandle din Stolthed, til den
brast sammen for mine Fødder. Den Taare, du tvang tilbage,
var mig sødere end Guld; det gøs i mig af Henrykkelse, naar jeg
borede mine høflige Ord ind i dit Hjerte. Hvad ænsede jeg den
Smule Penge? Hvad brød jeg mig om den gamle Mands Liv eller
Død? Det var dig, jeg vilde ramme, og jeg haabede, det ékulde
lykkes. Jeg kendte jer Stilling, jere Fordomme, jer Tilbedelse af
en Skygge. Jeg gned mine Hænder, da du var gaaet; jeg var vis
paa, du vilde komme igen, og du skulde blive nødt til at bøje
dig dybere hver Gang. Men du kom ikke mere, jeg saa dig aldrig
senere paa Gaden. Nu har jeg talt, og det var min Brøde. Jeg
2*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
