Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - A. Hvass: Fra Emser-Depeschens Dage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
Fra Eniser-Depeschens Dage.
et rask Angreb og de første Sejre, saa vilde Alliancerne og
Neutraliteten komme af sig selv. Paa den franske Hærs Overlegenhed
stolede Gramont ubetinget, og det gunstige Resultat var altsaa
sikret.
Omvendt satte Krigsministeren Leboeuf sin Tillid til
Diplomatiet. Han vidste vel, at den tyske Hær var den franske
numerisk overlegen, men han gik ud fra, at den for Haanden
værende »Situation i Europa* vilde tvinge Preussen til at opstille
en Hær i Schlesien imod Østerrig, at Italiens Holdning vilde tvinge
Sydtyskland til Defensiven, og at de 300,000 Mand, Frankrig
kunde stille ved Krigens Udbrud, maatte kunne gøre det af med
den øvrige Del af den preussiske Hær.
Efter Fredslutningen blev der af Nationalforsamlingen nedsat
en parlamentarisk Kommission, som blandt andet havde den Opgave
at forhøre de Politikere, der paa en eller anden Maade havde været
knyttet til Begivenhederne før og under Krigen. Mellem de
afhørte var ogsaa Hertugen af Gramont, som erklærede: „Jeg troede
paa Sejren, det var min Fejl* (han tilføjer: min eneste Fejl"), og
andetsteds udfører han Tanken nærmere ved at sige: „Havde jeg
haft den ringeste Anelse om, at vi ikke var forberedte til Krig,
vilde jeg straks have standset Forhandlingerne". For samme .
Kommission erklærede Leboeuf, at han i hele Juli Maaned havde
Grund til at tro, at Frankrig havde Alliancer. — Det kan ikke
nægtes, at det er et ejendommeligt Lys, der saaledes falder paa
den franske Regering. Der fattedes den ledende Aand, som kunde
blotte Illusionerne og se nøgternt paa Forholdene. Ollivier og de
andre Ministre saa hen til Gramont som en stor Diplomat og
betragtede Leboeuf som en stor Hærfører. Kejseren var vaklende:
paa den ene Side holdt han sig til den liberale Strømning og
respekterede parlamentariske Former og Ministeransvarlighed, men
til sine Tider greb han det personlige Initiativ og handlede som
enevældig Hersker. Tilsyneladende holdt Kejserinden sig tilbage,
men at hun har øvet Indflydelse paa Kejseren og tilskyndet til
Krigen, er uomtvistet; kun ved man ikke, i hvilket Omfang det
er sket. I den tyske Rigsdag udtalte Bismarck i 1874: „Jeg ved
nøje, at katolske eller snarere jesuitiske Indflydelser ved
Kejserhoffet i det afgørende Øjeblik gjorde Udslaget med Hensyn til
Krigen, en Beslutning, som det kostede Napoleon stor Overvindelse
at fatte". De bekendte Ord: nCest ma guerre, å moi," skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
