Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Bygmester Solness
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen: Bygmester Solness. 69
giver os Afveksling, naar det tiltrænges, han ved, hvordan Scenerne
staar godt til hinanden. Og i en lige Linje med stadig voksende
Faldhastighed iler Dramaet mod sin Løsning, og hver Akt slutter
med et Udbrud af Hilde, der stiller hende i klar Belysning som
Handlingens drivende Kraft.
I disse Teaterformer træder os nu det dybe menneskelige
Livsindhold i Møde, som Ibsens Fantasi har udformet sig. Først
møder os imidlertid den ydre Handlings plot, der er det ny
Arbejdes døde Punkt, hvor Alderen begynder at mærkes.
Inventionerne er saa kunstlede — saa ligegyldigt eller saa lidet
opfindsomt gjorte — at man maa øve Vold paa sig for at acceptere
dem. Meget muligt, at Bygningsbranden var den eneste Vej,
hvorigennem den fattige, sdf-made-Wl&nå kunde sættes i Stand
til at bygge, og at Anbefalingspaategningen var et sine qua non,
for at den unge Ragnar kunde komme til at bygge. Og netop
det konkrete og specielle i Tilfældene kunde gøre dem poetisk
virkningsfulde. Men Forf. maatte da ogsaa have sat sig i
Omkostning for at gøre os det overbevisende og indlysende, at de
bestemte Forhold netop gav Konflikten disse Former. Det maatte
springe i Øjnene af sig selv af hele Situationen; men nu er
Solness’ Fortid og hele Stilling holdt saa vagt og abstrakt, at vi
maa tro Forf. paa Ordet om, at disse Punkter virkelig kan være
af saa afgørende Betydning. I det hele er alle Forholdene mindre
energisk og udførlig individualiserede i det sidste Værk end i
f.Eks. „Rosmersholm" og „Gengangere"; den Allestedsnærværelse,
hvormed Forf. dér vidste at give hver Replik et lille Tryk eller
et let Farveanstrøg, saa at den tjente med til at gennemføre
Livsbilledet, den synes at glippe noget denne Gang; Forf. har ikke
saa nært og fast et Tag i sin Fantasiverden.
Men hvor meget er der ikke alligevel givet! Først og
fremmest Solness og hele hans Stilling. Storheden, den betydelige
Personlighed, kommer saa godt frem — det som er noget af det
vanskeligste at give Indtrykket af baade i Roman og end mere i
Skuespil, fordi man ikke kan fremstille Manden paa hans
Virkefelt. Men Ibsens Bygmester fylder paa Scenen, og af Omgivelserne
faar man et virkningsfuldt Refleks af hans Personligheds Magt.
Straks Stykkets første Scene viser os Ofrene, de kuede: den
gamle Arkitekt, indædt harmfuld mod „Principalen", der har
kastet ham til Jorden, og hvis Brød han nu æder ... og den
stakkels lille Kaja ved Pulten, som skælver, bare han staar bag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
