- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 10 (1893) /
71

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Bygmester Solness

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Henrik Ibsen: Bygmester Solness.

71

dommen — hele sin Fortrolighed aabner han for et saa underlegent
og ligegyldigt, snarest fjendtligt Menneske som Doktor Herdahl.

Bygmesteren gaar nu med sin aldrende Hustru ene om i
det store Hjem, med de tre tomme Børnekamre. Siden Branden,
der lagde Alines Fædrenehjem i Aske, tog de nyfødte Tvillinger
fra hende og for bestandig gjorde hende barnløs, siden da er Fru
Solness gaaet om som en Skygge af sig selv. Hun føler sig
fremmed paa Resterne af Familjegrunden; „tænk! de har stykket
ud til fremmede Mennesker, Folk jeg ikke kender, der kan sidde
og se paa mig inde fra Vinduerne", og hun freder i stille
Melankoli om sine Minders Grave: de gamle Portrætter paa
Væggen, Mors og Bedstemors Kniplinger, og tænk! alle Dukkerne
da! I selve Børnenes Død ser hun med religiøs Hengivelse en
Guds Tilskikkelse Og fortjent Straf ... Og saaledes gaar hun om
stille klynkende, plagende sig selv og sine Omgivelser ved sit
sure Pligthoveri, med sin Offermine stumt anklagende sin Mand,
og hvert af hendes Ord et Jalousiens Knappenaalsstik, —
stængende Sollyset ude fra dét Solnesske Hjem.

Gribende er Samtalen i 2den Akts Begyndelse mellem de to
Ægtefæller, der er gaaet og ældedes her Side om Side uden at
komme hinanden nærmere. De ser ud over deres barnløse Hjems
Tomhed, og han vil, næsten heftig, tvinge hende til at dele hans
Haab om, at det vil blive bedre, naar de flytter over i det
ny-bygte Hus, men de maa til sidst begge indrømme, at det vil blive
det samme der som her. „Aldrig en Solstraale! Ikke saa meget
som et Strejflys en Gang ind i Hjemmet" udbryder han. „Her er
jo ikke noget Hjem", svarer hun. Og begge stirrer haabløse ud i
deres Fremtids øde, blikløse Øje.

Her ind er det, Hilde en skønne Dag træder, i rask
Turistdragt, med ophæftet Kjole og lille Sømandshat paa Hovedet. Der
lyser som Sol om hende, og en Duft af Friskhed sidder i hendes
Haar, hendes Klæder. Hun har som 14aarig Pige set Solness
oppe paa Kirketaarnet i Lysanger, da han stod øverst paa
Stilladset og hængte Kransen om Vindfløjen, og det klang som
Harper i Luften, og hun har bevaret Billedet i sit unge Hjerte
og har drømt sig et Eventyr op af den Smule Venlighed,
Bygmesteren i Forbigaaende har vist den lille Pige, og nu kommer
hun for at se ham, som hun saa ham den Gang, og for at faa
ßit Kongerige, som han lovede hende om ti Aar. En af Ibsens
skønnest digtede Figurer, denne unge Pige, som har ventet i ti

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:40:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1893/0077.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free