Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Teatrene.
som en grimasserende Konfusionsraad, i vild Meningsløshed. Hvad der for en
Forfatter er faldet ud til det, man her til Lands forstaar ved Farce, maa
fremstilles farcemæssigt. Ethvert Stykke (og enhver Figur i et Stykke) melder sig
med et hemmeligt Krav om en bestemt Spillemaade, et bestemt Tempo;
opfylder man ikke dette Krav, saa gør man Forfatteren Fortræd, — selv om
man, som Hr. Poulsen i dette Tilfælde, spiller hundrede Gange bedre, end
Forfatteren har skrevet.
Ved det kgl. Teaters Opførelse af Shakespeares Hellig tre Kongers Aften
kom for Resten det selv samme Misforhold frem. Blot med den Forskel, forstaar
sig, at her var det jo ikke just de paagældende rollehavende, som havde tænkt
naturligst eller sandest.
Men før man taler om Shakespeares Stykke, maa man have dets
intetsigende danske Titel til en Side. Stykket har Navn efter den Dag, hvor der
dreves rigtig syndigt Kommers med Folk/ Hos os skulde det altsaa hedde
saadant noget som „Fastelavnsspil" eller „Blindebuk" eller maaske allerbedst, paa
Gammel-Dansk, „Julestuen". Og hvad er det saa for en Julestue, der er Tale
om? Det er simpelt hen vor runde Jord. Og hvad er det for Løjer, der drives
med dens Mennesker? Jo det er dem, Shakespeare kaldte for Elskovs Gækkeri.
Inde mellem den simplere Portion af Figurerne arrangerer man Spasen selv: der
bilder man en Junker Blegnæb og en skinhellig Hushovmester ind, at de skal
vinde den dejlige Naadigfrøkens Hjerte, og saa pumper og flaar og hidser og
plager man de to Tosseho’der, til de er nær ved at styrte. Men oppe mellem
de finere Naturer sætter Blodet, Temperamenterne, alt det, vi kalder
„Skæbnen", den kaade Lystighed i Gang. Hertugen sukker sig næsten Hjertet ud af
Livet for den ligegyldige Olivia; hun paa sin Side betages indtil Overmaal af
den forklædte Violas Kulde; medens omvendt Viola sukker indtil Døden for
den ligegyldige Hertug. Det er den Kærlighedens Komedie, som Shakespeare
ikke kunde le sig træt over. Saa snurrigt er det ordnet her paa Jorden, fandt
han, at trygler du for en Kvindes Fod, saa vender hun dig Ryggen; men vender
du en Kvinde Ryg, saa falder hun dig til Fode. Og netop mens du gaar og
sukker forgæves for en, giver en anden sig til at sukke for dig: og med sin
blide Medfølelse lister hun sig ind i dit Hjerte. „Hej hopsa, i Regn og i Blæst!*
synger Narren som Refrain til disse gale Streger. Og ene inde paa Scenen
slutter lian Lystigheden med sine Strofer fulde af Galgenhumor om, at det
er rigtignok tøng Tid siden, Verden blev til: men — „Regnen, den regner hver
evige Dag!"
Ikke sandt? saadan en fornøjelig Spøg maa gaa over Scenen med Fart
Og for de lavkomiske Figurers Vedkommende gjorde den det ogsaa, saa
nogenlunde. Hr. Jerndorff var nok en konventionel og underligt læspende Nar, og Hr.
Mantzius var som Junker Blegnæb slemt teatermæssigt udmajet og alt for
lidt „kivesyg". Men begge greb sig i alt Fald an. De spillede, som om de var
gaaede op i deres Roller, de syntes at leve Rollens Liv, at more sig ved dens
Morskab. Og saa havde de jo Hr. Olaf Poulsens trivelige Tobias Hikke at
stotte sig til. Maaske kunde Hr. Tobias til Tider blive mere støjende end egentlig
lystig; men han gik da i det mindste stadig for Damp, denne forsorne
Drukkenbolt og Optrækker. Og for Resten blev han i et enkelt Optrin fuldstændig
betagende. Del var Stedet, hvor den irriterende Hushovmester irettesætter ham,
og hvor han saa paa Trods giver sig til at synge ng danse og bliver ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
